Kina: Bibelske helte gav nyt mod til undergrundskristne

Illustrationsbillede

Det skulle blot have været et kort besøg, men Open Doors ’ partner Li endte med at blive en hel dag hos en gruppe kristne og kirkeledere i det centrale Kina for at undervise dem i at håndtere forfølgelse.

En hurtig omstilling var nødvendig, da Open Doors’ partner Li* sidste år besøgte en gruppe kristne og kirkeledere i den centrale del af Kina. Planen var, at Li blot skulle have gjort et kort ophold, inden han samme dag rejste videre - men da de fremmødte udtrykte et stort behov for at få undervisning om en bibelsk respons på forfølgelse, ændrede Li sine planer og blev der hele dagen.

”Normalt varer denne type undervisning, hvor tilhørerne lærer at håndtere forfølgelse både praktisk og bibelsk, tre dage (Open Doors’ kursus kaldet ’Standing Strong Through the Storm’, red.). Men jeg afkortede undervisningen til kun én dag og fokuserede på de emner, som de tilstedeværende havde allermest brug for at høre om,” lyder det fra Li.

Finder nye måder at mødes på

De senere år har myndighederne i Kina lukket tusindvis af uregistrerede kirker. I området, som Li besøgte, er der 30-40 uregistrerede kirker, men kun de største af dem er kendt af myndighederne.

”Selv om restriktionerne, som rammer kristne, er blevet flere, finder de kristne stadig nye måder at fejre gudstjeneste og have fællesskab på. Hvis en kirke lukkes, sker det eksempelvis ofte, at medlemmerne fortsætter med at mødes i hemmelighed i mindre grupper hver morgen klokken 04.00 eller 05.00 for at bede sammen,” forklarer Li.

De registrerede kirker undgår man helst, fordi man mener, at disse er myndighedernes forlængede arm.

Undervisningen gav nyt mod

Efter den komprimerede dag med undervisning har deltagerne givet tilbagemeldinger til Li om, at de føler sig opmuntrede af hans gennemgang af bibelske helte som David, Daniel og Paulus og deres udholdenhed i troen på Gud. Selv om de havde hørt disse historier før, fik de nyt mod ved at høre dem igen.”

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn

Bed for Kina

  • Bed for den gruppe kristne, som Li underviste.

  • Bed Gud styrke ledere af uregistrerede kirker i Kina og give dem mod og visdom, så de udfører deres tjeneste med kraft og beslutsomhed fra Gud.

Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2025 i forbindelse med lanceringen af World Watch List 2025.