4.476 kristne er blevet dræbt for deres tro
Antallet af kristne, som dræbes for deres tro i Nigeria, er for nedadgående. Men generelt er volden mod kristne i subsaharisk Afrika fortsat værre end andre steder i verden.
Nigeria, Pakistan og Indien er trioen, som for tredje år i træk topper listen over lande, hvor der sker mest vold mod kristne. Som noget nyt har Sudan og Bangladesh bevæget sig op midt i top-10, og i begge tilfælde skyldes det, at forholdene i landene som følge af borgerkrig generelt er blevet forværret.
I Bangladesh har hundredtusinder demonstreret mod regeringen, hvor sammenstød mellem demonstranter og politi har medført hundreder af dødsfald. Regeringen endte med at gå af og blev erstattet af en overgangsregering. I ly af disse uroligheder har voldelig forfølgelse af kristne kunnet finde sted i højere grad end tidligere.
I Sudan hærger en borgerkrig, som har sendt millioner på flugt og dræbt tusinder. Det har medført delvis lovløse tilstande flere steder, hvilket blandt andet er gået hårdt ud over kristne.
Tallene dækker over de tilfælde, vi kender til og kan dokumentere. I virkeligheden kan tallene være langt højere.
4.476 kristne er blevet dræbt for deres tro
Antallet af kristne, der er blevet dræbt for deres tro, er faldet fra 4.998 sidste år til 4.476 i år. Det skyldes udelukkende, at antallet af drab på kristne i Nigeria er faldet – fra 4.118sidste år til 3.100 i år. Dette er det laveste antal siden 2020. Samtidig steg antallet af kristne, som blev dræbt for deres tro, i resten af verden – fra 880 sidste år til 1.376 i år. 10 af de 12 lande, hvor flest kristne dræbes for deres tro, ligger i subsaharisk Afrika. Efter Nigeria følger DR Congo med 355 drab på kristne samt Burkina Faso med 201 drab på kristne af trosrelaterede årsager.
7.699 kirker og kristne mødesteder er blevet angrebet eller tvangslukket
Sidste år blev antallet af kirker og kristne mødesteder, som blev angrebet eller tvangslukket, syvdoblet i forhold til året før. Tallet i år er stadig højt, men dog kun cirka halvt så højt som sidste års 14.766. Den primære årsag til dette års fald er Kina, hvor tallet faldt fra det symbolsk, afrundede tal på 10.000 sidste år til dette års ligeledes symbolsk afrundede tal på 1.000.
Til gengæld steg antallet for Rwanda fra 120 sidste år til 4.000 i år. Det er nu praktisk taget umuligt at få eller forny en licens til at drive en kirke, og regeringen har et særligt fokus på ikke-historiske, protestantiske kirker.
4.744 kristne har været arresteret, dømt, fængslet eller tilbageholdt uden retssag
Der er sket en lille stigning i antallet af kristne, der er blevet arresteret, dømt, fængslet eller tilbageholdt uden retssag det seneste år. Antallet er således steget fra 4.125 sidste år til 4.744 i år. Antallet af dømte kristne er steget forholdsvis mest, idet tallet sidste år var 796, mens det i år er 1.140.
Knap halvdelen af de registrerede tilfælde er fra Indien, men Eritrea, Iran og Kina ligger også højt på denne liste.
3.775 kristne er blevet kidnappet
To ud af tre kidnapninger finder sted i Nigeria, hvor i alt 2.830 kristne blev kidnappet som følge af deres tro. Dernæst følger Mexico med 116 samt fire subsahariske lande (Centralafrikanske Republik, DR Congo, Etiopien og Mali) og Pakistan med det symbolsk, afrundede tal 100. Antallet er stort det samme som sidste år; dog med et lille fald.
209.771 kristne er blevet fordrevet fra deres hjem
Krig, angreb på kristnes hjem og generel usikkerhed er nogle af de faktorer, der sender kristne på flugt. Antallet af kristne, der er blevet sendt på flugt, er faldet markant i forhold til sidste års 295.120. Sidste år var dog usædvanlig, idet uroligheder i Manipur i Indien sendte titusinder på flugt. Indeholdt i tallet er på internt fordrevne flygtninge samt flygtninge, som tager til et andet land. Antallet af sidstnævnte steg fra 16.404 sidste år til 26.062 i år. Denne stigning skyldes primært konflikten omkring Nagorno-Karabakh, som sendte mindst 10.000 kristne på flugt.
Når det gælder internt fordrevne, kristne flygtninge, er langt over halvdelen fra Nigeria – flere end 100.000 – mens de subsahariske lande Burkina Faso og DR Congo også er at finde i top-fire med mindst 10.000 flygtninge. Næstflest har Myanmar med mindst 40.000.
Top-10 over lande, hvor volden mod kristne er værst
Nigeria
Pakistan
Indien
Myanmar
Sudan
Bangladesh
DR Congo
Cameroun
Uganda
Mozambique
Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2025 i forbindelse med lanceringen af World Watch List 2025.