Lån en ko-projekt har hjulpet 700 kristne
Siden 2016 har to kirker i det nordlige Vietnam været med i et ko-bank-projekt, som Open Doors’ lokale partnere leder. For nylig besøgte vores partner Isaac* en af de landsbyer, som har fået gavn af projektet.
”Det var tydeligt at se, at det ikke kun er de kristnes økonomiske situation, som er forbedret gennem projektet. Der er også sket en tydelig ændring af deres måde at tænke på. De føler sig ikke længere hjælpeløse,” fortæller han.
Hvad går ko-bank-projektet ud på?
Ko-bank-projektet handler helt bogstaveligt om, at fattige kristne familier kan låne en ko. Familierne låner en avlsko af projektet og tilbagebetaler lånet med koens første kalv. Alle kalve, koen efterfølgende får, kan familierne beholde til deres eget lille landbrug eller sælge.
Med økonomisk hjælp fra Open Doors’ støtter begyndte projektet i to kirker med i alt 35 køer. Hver gang en kalv bliver betalt tilbage til projektet, lånes den ud til en ny familie.
Vang* har fået tag over hovedet
Vang, hans kone og deres tre børn lånte en ko af projektet i 2018. Siden er det lykkedes dem at avle syv kalve.
”Den første kalv betalte vi tilbage til projektet. Fire af kalvene har vi solgt, så vi kunne købe materialer til at bygge et nyt hus. De sidste to er vi stadig i gang med at opfostre,” forklarer Vang. ”Min families økonomi er blevet forbedret meget, og nu kan jeg tjene Gud, som jeg har drømt om.”
Vangs historie er ikke den eneste. På sin tur mødte vores partner Isaac flere familier, som havde lignende historier. Andre familier har også fået råd til at reparere deres huse eller bygge nye og flere kan nu sende deres børn i skole.
Siden 2016 er 247 køer blevet lånt ud til familier, og næsten 700 kristne har fået gavn af projektet. Projektet er så stor en succes, at vores lokale partnere er ved at undersøge mulighederne for at lave et lignende projekt i det centrale Vietnam.
*Navnene er ændret af sikkerhedsmæssige årsager.
Bed for Vietnam
Bed om, at familierne i ko-bank-projektet fortsat må opleve øget livskvalitet.
Bed for det kommende projekt i det centrale Vietnam.
Bed for de vietnamesiske familier, som ikke kan få økonomien til at hænge sammen.