Rafif fejrer jul uden sin far
Julen er det tidspunkt på året, hvor familier samles og hyggen spreder sig. Sådan er det også hos 11-årige Rafif i Irak– bortset fra, at der altid mangler én ved bordet juleaften.
Mens Rafifs mor stadig var gravid med Rafif, blev hendes far dræbt i et bombeangreb. Han var på vej på arbejde i sin lille butik tæt på universitetet i Mosul, da han opdagede, at der var placeret sprængstoffer tæt på universitetets busparkering. Netop der, hvor kristne studerende fra landsbyerne bliver sat af.
”Da han så bomben, løb han hen mod busserne. Han råbte til buschaufførerne, at de skulle stoppe, ellers ville de dø,” genfortæller Rafif - en historie, som hun har hørt hundredvis af gange.
Chaufførerne hørte Raddifs råb, og de stoppede busserne. På grund af Raddif var der ingen af de unge studerende, som ellers var målet for angrebet, der døde, men Raddif betalte med sit eget liv.
Selvom Rafif aldrig har mødt sin far, er mindet om ham vigtigt. I hendes stue står en julekrybbe med Josef, Maria og det lille Jesusbarn i krybben, som har en særlig betydning.
”Min far har lavet julekrybben,” fortælle Rafif. ”Jeg har aldrig kendt ham, men når vi sætter den frem hvert år, føles det alligevel lidt som om, at han er her.”
Smerten over ikke at have en far har fyldt meget for Rafif.
”Jeg savner min far – især når jeg hører mine venner fortælle om deres fædre. Jeg har spurgt Gud, hvorfor han tog min far fra mig,” fortæller Rafif.
Mange af Rafifs venner er også kristne. De fleste har stadig begge deres forældre, men de har alle sammen oplevet forfølgelse på nærmeste hold. De kan alle sammen huske, da Islamisk Stat tog magten i deres område, og de måtte flygte med deres familie.
Open Doors hjælper børn som Rafif og hendes venner. I samarbejde med lokale partnere sørger vi blandt andet for traumebehandling og kristendomsundervisning.
”Vi fortæller børnene bibelhistorier og laver aktiviteter, hvor de selv bliver en del af historierne. Hvis vi ikke giver børnene åndelig støtte, så kommer de ikke igennem den smerte, som de oplever,” fortæller Moshriq, som er ledende lærer i Rafifs kirke.
Gennem kristendomsundervisningen har Rafif lært, at der er mennesker i Bibelen, der redder andres liv – ligesom hendes far gjorde.
”Der er historier i Bibelen, hvor mennesker redder andre menneskers liv. Når jeg hører de historier, tænker jeg: ’Det er min far! Han døde også for andre ligesom de særlige mennesker i Bibelen,’” fortæller Rafif entusiastisk.
Undervisningen har også hjulpet Rafif til at forstå det vigtigste, som hun kommer til at lære:
”Det vigtigste jeg har lært i kristendomsundervisningen er, at Gud altid er der for mig. Han forlader mig aldrig.”
Giv en julegave til børnene i den forfulgte kirke
Med din julegave kan vi hjælpe endnu flere børn som Rafif. Vi kan lave kristendomsundervisning, give traumebehandling og sørge for tøj og nødhjælp i områder, hvor det er nødvendigt.
Du kan give på mobilepaynummer. 90258