Økonomikursus for kvinder ændrer lokalsamfund

På mindre end seks år har syv kvinder i Cameroun forandret deres lokalsamfund. De deltog på et kursus om økonomisk selvstændighed, som Open Doors’ partnere arrangerede. Kurset tændte en ild i dem, som i høj grad har påvirket deres omverden.

Auristine var én af de syv kvinder, der i 2019 deltog på kurset i økonomisk selvstændighed. Hendes mand er præst, og de bor i byen Garoua, der ligger i den nordlige region af Cameroun. Ifølge Auristine er mange kristne i Garouna-omådet ikke opmærksomme på forfølgelse af kristne. Det er en stor kontrast til naboregionen, der grænser op til Nigeria, hvor risikoen for angreb på kristne landsbyer sender kristne på flugt til bjergene hver nat.

De kristne i Garoua-området lever ikke under en konstant trussel om voldelige angreb, de udsættes i højere grad for en mere stille og undergravende forfølgelse og diskrimination. De oplever marginalisering og diskrimination i deres lokalsamfund og på markederne. De tilbydes penge for at konvertere eller rekonvertere til islam. Især konvertitter oplever diskrimination.

Kurset om økonomisk selvstændighed handlede ikke kun om at hjælpe Auristine og de seks andre deltagere. Undervisningen gjorde også, at kvinderne begyndte at forstå forfølgelse, og de blev klædt på til at kunne give deres nye viden videre.

Med rygsækken fyldt af viden, og en brand efter at gøre en forskel startede de syv kvinder i 2020 den lille gruppe "Femmes Capables", som betyder kapable kvinder. Siden da har Femmes Capables startet grupper i alle de 12 lokalsamfund, hvor deres kirke har afdelinger.

"Vi lærer kvinder at evangelisere, og vi laver bibelstudier," fortæller Auristine. "Vi underviser kvinder i Guds ord, så de kan stå fast i tider med modgang. Endelig lærer vi kvinder, hvordan de kan spare op. De skal være i stand til at arbejde med deres hænder, fordi Gud velsigner vores hænders værk."

Sæbe og olie styrker kirken

Den økonomiske del af kurset kommer også til udtryk i den virksomhed, som Femmes Capables driver sammen. De fremstiller produkter som Neemolie og sæbe.

"Neemkorn koster os ingenting," forklarer Auristine. "Frøene falder fra træerne. Vi tager ud til landsbyerne og betaler kvinderne 3.000 franc (ca. 35 danske kroner red.) pr. 50 kg. Når vi modtager poserne med frø, lægger vi frøene i blød, tørrer dem, og så kan vi udvinde olien.”

Det kræver cirka 10 kg neemfrø at lave en liter olie.

"Én liter af olien sælges for 6.000 francs. Det er en stor fortjeneste!"

Kvinderne laver også sæbe af neemolie og af andre naturprodukter, og de drømmer om, at produkterne kan nå endnu længere ud.

"Der er et firma i Yaoundé (Camerouns hovedstad, red.), der køber vores sæber i stort antal hver måned. Det er en god start, men jeg drømmer om, at de når endnu længere," siger Auristine.

"Jeg kan sige, at alle disse kvinder nu er økonomisk selvstændige og deltager i den økonomiske vækst i deres husholdninger og kirken," fortæller Auristine.

Udover gruppeprojekter har kvinderne deres individuelle indkomstskabende aktivitet.

"I dag trives kvinderne. Der er økonomisk selvstændige og de bidrager til væksten i deres familier og i kirken,” fortæller Auristine. ”Vi har en kvindeforening, der kan støtte projekter. Vi har en økonomi, der giver os mulighed for at give lån til nye projekter, og vi sparer op, så vi kan i slutningen af hvert år kan hjælpe familier.”

Auristine sporer al succesen tilbage til kurset i 2019, som blev til virkelighed på grund af dem, der støtter Open Doors’ arbejde.

”Jeg er taknemmelig Gud for dette seminar. Jeg kan se, at kvinderne er tilfredse og klar til at møde forfølgelse, hvis den opstår her i Garoua. Mange tak for træningen, opfølgningen, støtten, og jeg beder til, at Herren vil give jer hundrede gange igen."

Bed for Cameroun

  • Tak Gud for den brand han har tændt i Auristine og kvinderne i hendes netværk, så de nu bidrager til deres kirkes og families økonomi.

  • Bed om, at den økonomiske vækst kan være med til at sikre de kristne, når og hvis de bliver ramt af forfølgelse.

  • Bed om, at dem der diskriminerer de kristne må se Gud i de kristnes indbyrdes kærlighed og engagement.