Kristen familie rives fra hinanden

Her ses Sam Khosravi og hans kone Maryam Falahi med deres lille datter Lydia.

Her ses Sam Khosravi og hans kone Maryam Falahi med deres lille datter Lydia.

De iranske myndigheder har meddelt Sam Khosravi og hans kone, Maryam Falahi, at de trækker adoptionen af deres snart toårige datter, Lydia, tilbage. Grunden til, at lille Lydia ikke må blive hos sine kristne adoptivforældre, er, at hun er født muslim.

Skrevet af det kristne nyhedsbureau Artikel 18, oversat af Dorit Hejslet

Lydia var blot tre måneder gammel, da hun blev adopteret af det iranske par Sam og Maryam. Men en måned inden hendes toårs fødselsdag afgjorde den iranske domstol, at hun skal fjernes fra sine adoptivforældre og placeres på et børnehjem.

Det iranske par har appelleret dommen, der særligt lagde vægt på, at parret var medlemmer af en husmenighed og derfor ikke var ”egnede” som forældre til Lydia. Og det selvom dommeren konkluderede, at Lydia har en stærk følelsesmæssig tilknytning til sine adoptivforældre, og at der nærmest ingen chance er for, at hun ville blive adopteret igen, da hun lider af en kronisk sygdom.

Det forventes nu, at de iranske myndigheder officielt vil søge om tvangsfjernelse af Lydia, så snart de får besked om dommen. Lydias fremtid ligger nu i de iranske myndigheders hænder. Den iranske dommer påpegede under retssagen, at den lille pige går en ”usikker fremtid” i møde, og hun højst sandsynligt vil forblive i statens varetægt resten af sine dage. Alligevel vægtede det iranske pars tro højere end barnets tarv, da dommeren afgjorde, at Lydias muslimske arv skulle ”beskyttes” - koste, hvad det koste måtte.

Men det er ikke blot Sams og Maryams livslange drøm om familie og børn, der er blevet knust. Sam er samtidig blevet idømt et års fængsel for ”propaganda mod staten” på grund af parrets medlemskab i en lokal husmenighed. Maryam har ligeledes fået en dom for sin involvering i husmenigheden. Til trods for at hun har arbejdet som sygeplejerske de sidste 20 år, må hun ikke længere arbejde for staten. Maryam fik desuden en bøde på 2.500 kroner, der svarer til hendes månedsløn.

Bedeemner:

• Bed om, at Sam og Maryam må vinde appellen, og at de må få deres datter tilbage.

• Bed om, at Gud må beskytte Lydia, at hun møder omsorg og kærlighed, hvor end hun ender.