Nødhjælp til Malaysia er nået frem

Malaysia_2020_0500103551.jpg

Kraftige regnskyl og storme er skyld i massive oversvømmelser i Malaysia. Heldigvis er Open Doors’ lokale partnere nået frem til området med nødhjælp, og taknemmeligheden er stor.

Vandstanden i Sarawak i det nordvestlige Malaysia på øen Borneo er nu omkring en meter over det normale. Mange familiers huse er totalt dækket af vand, og beboerne er blevet evakueret, mens andre er flyttet på øverste etage af deres huse. Alle offentlige institutioner i området er lukkede, inklusive skoler.

Malaysia_2020_0500103552.jpg

Et af de steder, hvor oversvømmelsen er værst, er i Kapit, hvor også mange kristne bor. Open Doors’ lokale partnere handlede hurtigt, da katastrofen indtraf, og satte i gang med at samle og pakke nødhjælp. Derefter sejlede de ud i området med båd og begyndte uddelingen.

Mange af dem, der modtog hjælpen fra Open Doors’ lokale partnere, var dybt berørt at den gavmildhed, der blev vist dem i denne svære tid.

”Jeg forventede slet ikke, at den globale kirke ville hjælpe os. Vi beder ikke om meget. Hvad end du har givet, og hvor meget du end har givet, så har det allerede gjort meget godt. Jeg er så taknemmelig,” fortæller en kristen kvinde fra området.

En anden kvinde, Irene, der blot for nylig er begyndt at være åben omkring sin tro, fortæller, hvor rørt hun er over Guds omsorg for hende midt i denne katastrofe.

”Jeg har gjort så uendelig lidt for Gud, og alligevel er han trofast og hjælper os med, hvad vi har brug for,” siger hun.

Malaysia_2020_0500103550.jpg

En anden ældre kristen deler de andres taknemlighed efter at have modtaget hjælp fra Open Doors’ partner.

”Da vi modtog denne hjælp, fik vi et konkret tegn på, at Gud elsker os og ønsker at vise os nåde,” siger han.

Oversvømmelsen er nu langsomt begyndt at trække sig tilbage, og folk i området er klar til at flytte hjem og genopbygge det, der er tilbage.

Open Doors vil gennem vores lokale partnere fortsætte med at tilbyde nødhjælp og andre fornødenheder i en længere periode, da oversvømmelsen også har påvirket høsten og befolkningens marker.

Bedeemner:

1. Bed om, at de snart må kunne vende tilbage til deres normale liv. Bed om, at denne oplevelse må give dem en erfaring af Guds kærlighed og omsorg for dem.

2. Bed om, at Gud må beskytte og velsigne det arbejde, som vores partnere og frivillige yder for at distribuere nødhjælp til området.