Kristne angrebet palmesøndag

Palmesøndag, søndag den 13. april blev en kristen landsby i Bassa Local Government Area angrebet af militante ekstremister. Bassa ligger i delstaten Plateau i det centrale Nigeria. Vores lokale kontakter i området fortæller, at 43 mennesker blev dræbt i området, mens lokale nyhedsmedier rapporterer om 49 dræbte.

Angrebet palmesøndag er det seneste i en række angreb i delstaten siden slutningen af marts. Den 24. marts blev tre kristne dræbt, mens de arbejdede på deres marker, den 27. marts blev 11 kristne dræbt under en begravelse, den 2. april blev en række landsbyer og en kirke angrebet, den 6., 7. og 8. april blev fem forskellige landsbyer angrebet.

Rækken af angreb har krævet 113 liv, hvoraf mange er kristne. Derudover er 300 hjem blevet smadret og brændt ned, hvilket har fordrevet flere end 3000 mennesker.

Et andet berørt Local Government Area er Bokkos, hvor de kristne var midt i både fysisk og åndelig genopretning efter en række angreb i 2023 – blandt andet juleaften og juledag, hvor 200 kristne blev dræbt.

"Vores folk lever i frygt. Børn går ikke længere i skole, og selv gudstjenester undlader folk at deltage i, fordi det er med livet som indsats at gøre det", udtalte Titus Ayuba Alams, særlig rådgiver for guvernøren i delstaten Plateau, for nylig til vores lokale Open Doors-partnere.

En koordineret sikkerhedsindsats er i gang for at håndtere den igangværende bølge af angreb.

Hvorfor sker angrebene nu?

Angrebene sker netop nu, hvor regntiden er begyndt. Den varer indtil oktober, og er en afgørende tid for de bønder, der driver små selvforsyningslandbrug. De skal have afgrøder i jorden som forberedelse til den tørre sæson. Mange af dem, der er blevet tvunget på flugt, er afhængige af deres landbrug for at overleve. Blandt de dræbte er mange mænd, hvilket betyder at kvinder og børn har mistet deres primære forsørger.

Angreb som disse er ofte strategiske og målrettede. Deres formål er at lamme familier og lokalsamfund på lang sigt. Når kristne landsbyer bliver angrebet, er det ofte hensigten at underminere og ødelægge den lokale kirke.

De fordrevne er nu blandt de millioner af kristne, der er fordrevet på grund af vold og konflikter, ikke kun i Nigeria, men i hele Afrika syd for Sahara. Mange ender i flygtningelejre, hvor sikkerheden er dårlig og forholdene meget mangelfulde.

"Vi opfordrer indtrængende den lokale og nationale regering i Nigeria til at sikre disse områder og beskytte sårbare samfund. Kristne samfund fejrer den stille uge i optakten til påskeweekenden og vil gerne gå i kirke og tilbringe denne tid med deres familier for at mindes vores frelser, Jesu Kristi død og opstandelse,” udtalte Jo Newhouse, talsmand for arbejdet i Afrika syd for Sahara før påske.

Vis din støtte

De seneste ugers angreb understreger behovet for det fireårige fokus Open Doors har på Afrika syd for Sahara gennem kampagnen ’Rejs dig, Afrika’. Du kan vise din støtte ved at skrive under på underskriftsindsamlingen, som opfordrer til handling, der skal sikre beskyttelse, retfærdighed og genopretning. 

Læs mere om ’Rejs dig, Afrika’-kampagnen og skriv under her.

Bed for Nigeria

  • Bed om, at Gud vil stoppe disse angreb.

  • Bed om, at Guds Ånd må være en trøst og bringe helbredelse til alle de berørte.

  • Bed om, at de militante, der er ansvarlige for angrebene, må blive mødt af Gud.