Kristne i Indien udsættes for systematisk forfølgelse

ny_rapport.jpg

Kristne og muslimske mindretal i Indien er udsat for eksklusion, diskrimination, chikane og vold, som sker i et tæt samarbejde mellem lokale myndigheder og grupper af hindunationalister. Det viser en ny rapport udarbejdet af forskere fra London School of Economics and Political Science.

”Der er mange steder i Indien en oppisket stemning imod alle andre religioner end hinduisme. Der er talrige eksempler på, at grupper af lokale hindunationalister angriber kristne eller muslimer og gennembanker eller sågar dræber dem,” siger René B. Ottesen, generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne.

Rapporten viser, at overfaldene på kristne og muslimer både sker på åben gade, ved højlys dag og i private hjem. Kristne og muslimer er især udsatte, hvis de bærer tydelige tegn på deres tro, eller hvis de deltager i religiøse arrangementer.

Rapporten bygger på undersøgelser og interviews i muslimske og kristne miljøer. I rapporten skriver forskerne direkte, at de forfærdelige forhold, som interviewpersonerne må udholde, ofte bragte tårerne frem i øjnene på dem.

”De kristne og muslimer, som forskerne besøgte, lever i en atmosfære af konstant angst og alarmberedskab, fordi de aldrig ved, om voldelige grupper på op til hundreder af mænd pludselig går til angreb på dem og deres hjem,” forklarer René B. Ottesen. ”Og når det sker, får de ofte ingen hjælp fra politiet eller andre lokale myndigheder, da disse som nævnt samarbejder med de voldelige grupper.”

Forskerne oplister i rapporten hele 23 forskellige måder, som diskrimination og forfølgelse finder sted på – og samtidig skriver de, at listen ikke er udtømmende.

Open Doors sætter fokus på Indien

Gennem sommeren retter Open Doors i hele verden blikket mod Indien. Der er et stort behov for, at vi taler højt om de forhold, som både kristne og muslimer lever under.

”Vi er nødt til at handle nu. Situationen her er meget alvorlig, og det kan være sidste gang, at vi har mulighed for at sige vores mening,” fortæller Samuel*, der er præst i Indien og en af Open Doors’ partnere i landet.

Du kan være med til at sætte fokus på Indien:

  • Del vores Facebook-opslag i den kommende tid, så endnu flere ser dem og bliver opmærksomme på situationen i Indien.

  • Brug #StandForTruthIndia, når du deler vores opslag, eller selv skriver om det på sociale medier.

  • Bed for kristne og muslimer i Indien, og bed om forsoning i landet.  

Rapporten fra London School of Economics and Political Science

Den omtalte rapport har fået titlen Destructive lies - disinformation, speech that incites violence and discrimination against religious minorities in India. Den er bestilt af Open Doors International og udarbejdet af London School of Economics and Political Science.

Læs rapporten her

*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager.