Leder: Ender kirken som et smukt minde fra fortiden?
Leder af Jens Kristian Lund Jensen, Generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne
Den tid, hvor kirker kunne eksistere åbent i Kina, er nu blot et minde. Her intensiveres regeringens kontrol med både registrerede og uregistrerede kirker – og ingen under 18 år må modtage religiøs oplæring i landet.
I Centralasien stiger volden mod kristne – i Kasakhstan udsættes kristne kvinder for eksempel i stigende grad for seksuelle overgreb, og i Kirgisistan er der kommet en ny udvikling med voldelige angreb på kristne organisationer og kirker. I Afrika syd for Sahara er situationen mange steder præget af målrettet vold mod kristne.
Alt dette og mange flere forfølgelsestendenser kan du læse mere om i dette års World Watch List-blad, hvor vi præsenterer den nye verdensrangliste over lande med kristenforfølgelser.
Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? spørger Jesus om i Lukasevangeliet 18. Eller – kunne vi tilføje – vil han blot finde et smukt minde blandt mennesker om en kristen tro, der eksisterede en gang? Om en kirke, der engang i fortiden forkyndte ordet om korset og tilgivelsen hos Kristus – men som nu er kvalt i restriktioner, vold, kirkelukninger eller almindelig ligegyldighed og sekularisme?
Der er tre ting, som slår mig, når jeg møder forfulgte kristne fra alle hjørner af vores klode.
Den første er, hvor forskellige kirker og kirkesamfund er i synet på mange ting. Det andet er deres ubetingede tillid til Kristus og afhængigheden af hans ord. Og det tredje er deres optagethed af, at flere i deres nabolag må lære Kristus at kende som deres frelser.
Håbet bag dette års verdensrangliste over lande med kristenforfølgelse er, at der er en modstandsdygtig kirke derude. At mennesker overalt på jorden og under alle forhold bevares i troen og står fast på deres bekendelse af Kristus, kirkens hoved.
Lige før Jesus stiller det dystre spørgsmål om, hvorvidt han mon vil finde troen på jorden ved sin genkomst, har han fortalt en opmuntrende lignelse om at være udholdende i bønnen uden at blive trætte. Det er lignelsen om den uretfærdige dommer. Her slutter han af med at sige: "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart."
De forfulgte kristne har brug for en global kirke; en kirke i Danmark - og dig, hvor du sidder nu, som råber til Gud dag og nat. For mange af vores søstre og brødre verden over lider. Lad dem ikke lide i stilhed. Og lad ikke Gud i stilhed, før han har skaffet dem ret.
Den lokale kirke er mange steder lige ved at dø. Ude i verden og måske også lokalt i Danmark? Men håbet mindes vi om i Efeserbrevet: Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.
Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2025 i forbindelse med lanceringen af World Watch List 2025.