Start året med bøn for forfulgte kristne

2025 er begyndt, men rundt om i verden har nogle forfulgte kristne ikke den samme følelse af håb og fornyelse, som det nye år ofte bringer til mange af os. Nogle vågner op i den samme flygtningelejr, som de flygtede til for år tilbage. Andre skal stadig gå i en skole, hvor de føler sig isolerede og mobbet af deres klassekammerater. Og intet har ændret sig for de titusinder af kristne der er fængslet – de ved måske ikke engang, at et nyt år er startet.

Når situationen for mange kristne fortsat er den samme på trods af et årsskifte, vil vi også fortsætte vores forbøn for dem, og bede Gud om at give dem, hvad de har brug for åndeligt og fysisk. For at starte forbønnen i 2025 har vi samlet 10 bedeemner, som du kan tage udgangspunkt i.

 

  1. Det kan være svært at se, hvordan Gud arbejder i Nordkorea, men landets op mod 400.000 kristne vidner om, at Gud også er til stede i det mørkeste land. I dette nye år kan du bede om, at Gud vil vise kristne i og udenfor Nordkorea, at hans lys skinner midt i mørket.

  2. Somalia kan være et utroligt farligt sted at følge Jesus. Bed Gud om at vandre med somaliske kristne og give dem håb, selv når tingene ser håbløse ud. Bed om, at Gud vil våge over somaliske kristne, der står over for voldelige angreb fra den islamistiske gruppe Al Shabab. Bed ham om at være deres tilflugtssted.

  3. Libyen er fortsat et splittet land, hvor grupper kæmper om kontrollen. Bed om, at denne spænding ikke udvikler sig til krig i 2025. Der er få kirker i Libyen, og konvertitter fra islam er tvunget til at følge Jesus i hemmelighed. Bed også Gud om at åbne døre i 2025 så kristne kan finde livgivende fællesskab.

  4. Eritrea har et af de mest berygtede fængselsnetværk i verden, og i 2024 var der igen masseanholdelser af kristne. Bed om, at de fængslede kristne, uanset hvor længe de har været i fængsel, ikke må miste håbet, og at de må blive løsladt.

  5. I Yemen ser det ud til, at volden aldrig ender. Bed om, at Gud i 2025 vil bringe fred og retfærdighed til Yemen, og at hans folks råb vil blive hørt.

  6. Bed for de millioner af nigerianere, der er blevet fordrevet på grund af vold. Bed om, at Gud vil vejlede dem og give dem håndgribelige påmindelser om hans nærhed. Bed om, at Gud i 2025 vil arbejde i de nigerianske regeringslederes hjerter, især præsident Bola Tinubu, så de begynder at arbejde for at beskytte kristne borgere og lokalsamfund.

  7. Pakistans berygtede blasfemilove bliver fortsat brugt til falske anklager og angreb mod kristne. Bed Gud om at ændre de pakistanske beslutningstageres hjerter og sind for at omstøde disse love.

  8. I Sudan er kristne blevet fanget i borgerkrigens krydsild. Bed om fred i 2025. Bed Gud om at være tæt på alle kristne, der er fordrevet fra deres hjem på grund af vold.

  9. Bed Gud om at vejlede Irans nye præsident, Masoud Pezeshkian, så han vil stræbe efter en åbenhed over for alle minoriteter, herunder kristne.

  10. Alle troende i Afghanistan er hemmelige kristne. Bed Gud om at beskytte dem. Det er umuligt at leve åbent som kristen, så bed om, at Herren vil beskytte og bevare sit folk.