Militante fulanier angriber gudstjeneste i Nigeria

Illustrationsbillede

Søndag den 7. maj angreb militante fulanier en gudstjeneste i Bege Baptist Church i staten Kaduna i det centrale Nigeria. Gruppen dræbte en og kidnappede mindst 40.

”Fulanierne var mange, og de var bevæbnet med automatvåben, så de kunne agere uhindret,” fortæller én af dem, der var i kirken den 7. maj.

En repræsentant fra Christian Association of Nigeria bekræfter angrebet og fortæller, at det lykkedes 15 ud af de 40 kidnappede at flygte kort tid efter angrebet. De resterende 25 er endnu ikke dukket op, og kidnapperne har ikke ladet høre fra sig, og de har ikke stillet krav om løsepenge.

Især i det nordvestlige Nigeria, er det almindeligt, at militante fulanier kidnapper mennesker og kræver store løsesummer fra familierne. De angriber både kristne og moderate muslimer, men kristne er deres fortrukne mål.

Konsekvenserne ved angrebene er, at kristne efterlades dybt traumatiserede og bekymrede for, om det kan ske igen. Dem, der bliver kidnappet, bliver ofte udsat for psykiske og voldelige overfald. Familierne må kæmpe for at samle nok penge sammen til at betale løsepengene, og de efterlades i fattigdom. Angrebene svækker kirkerne og de kristne på både kort og lang sigt.

Open Doors’ kontakter i Nigeria fortæller, at angrebet den 7. maj blot er ét i en lang række angreb i området. Mindst 50 kristne er blevet dræbt de seneste to måneder, og adskillige huse og kirker i det sydlige Kaduna er blevet brændt ned.

”Det seneste angreb i Nigeria understreger den knusende vold, som kirken er oppe imod. Vi fordømmer angrebene og opfordrer Nigerias regering til at gribe ind overfor volden, til at retsforfølge gerningsmændene og leve op til deres forpligtigelse til at beskytte alle borgere,” understreger Jo Newhouse, der er Open Doors’ talsmand for arbejdet i Afrika syd for Sahara.

Bed for Nigeria

  • Bed om trøst og styrke til dem, der stadig er i fulaniernes varetægt.

  • Bed for de pårørende, som lige nu ikke ved, hvor deres nærmeste er.

  • Bed om, at Gud må gribe ind overfor fulanier og andre grupper, som systematisk angriber kristne.