Når bomber ødelægger et menneskes sind
Vreden sidder stadig dybt i Laura, som mistede flere af sine kolleger i bombeangrebet mod Jolo katedralen i Filippinerne d. 27. januar 2019. Open Doors’ traumeteam er på besøg i kirken for at holde traumekursus og lytte til de overlevendes historier.
Der er meget stille i den lille kirke i Filippinerne. Det er søndag, og der er gudstjeneste, men række efter række af træstole står desværre tomme.
”Kirken plejede at være fuld hver eneste søndag. Men nu, på grund af frygt for bomber, angreb eller kidnapning, er en del medlemmer flygtet andre steder hen,” forklarer en af kirkens ledere.
Open Doors er på besøg i byen Jolo på øen af samme navn. Formålet med besøget er at holde korte workshops af en dags varighed med fokus på traumeheling efter bombeangrebet på den katolske katedral i Jolo den 27. januar 2019. Her blev 20 personer dræbt, og flere end 100 sårede.
Her ses Jolo katedralen efter de to bomber blev detoneret .
Men det er ikke kun kirkens vinduer, der splintrede den dag i januar, men også deres tillid til Gud og til omverdenen.
En længsel efter retfærdighed
Open Doors’ traumeteam besøger katedralen i Jolo for at hjælpe de overlevende fra bombeangrebet. Laura*, en af de to overlevende fra angrebet i 2019. Hun tøver med at gå ind i kirken, angrebets traumer sidder stadig i hende. Udenfor kirken suser en brandbil forbi med hylende sirener.
”Den lyd af sirener var alt, jeg hørte, efter bomberne sprang,” fremstammer hun og begynder at sitre over hele kroppen. Det er første gang, siden bomberne sprang, at hun besøger katedralen, og nu er hun her for at tale om den oplevelse, der stadig fylder hele hendes krop og sind.
Laura tøver stadig uden for katedralen, mens hun fortæller, at hele atmosfæren var anderledes, da hun den 27. januar 2019 var på vej til formiddagsmesse.
”Det var usædvanlig mørkt, og jeg tænkte, at det nok skyldtes vejret. Men samtidig var der noget, som ikke føltes rigtigt. Jeg var frivillig medarbejder i kirken og derfor vant til at komme der, og jeg bemærkede, at mikrofonen ikke virkede, og projektoren så også ud til at drille. Pludselig, midt under den anden læsning, kom der et kraftigt lysglimt, som når nogen blitzer med et kamera, og jeg lukkede uvægerligt øjnene. Da jeg åbnede dem igen, var alt omkring mig mørkt. Jeg kunne ingenting høre, ud over en øredøvende, statisk ringen for mine ører. Loftet var ved at falde ned, og der var en tyk, sort røg henne ved indgangsdøren. Da røgen lettede lidt, kunne jeg se mennesker, som var dækket af blod, og hele min krop frøs til is. Hvad skulle jeg gøre? Blive og hjælpe eller flygte hurtigst muligt?”
Laura var en af de heldige, der overlevede angrebet på katedralen i Jolo, men 20 andre medlemmer af kirken døde den skæbnesvangre dag i januar.
”Lægerne pillede et glasfragment på denne størrelse ud af mit hoved,” siger hun, mens hun med hænderne viser størrelsen på omkring 13 centimeter.
I tiden lige efter angrebet var noget så banalt som at tage et bad en stor udfordring for Laura. Så snart vandet ramte hende, selv de mindste dråber, begyndte hun at ryste.
Jolo er en af de sydligste øer i Filippinerne. 90 procent af befolkningen er muslimer og er kendt for deres kompromisløse tilgang til Islam.
”Når jeg lukker mine øjne, ser jeg blod og kropsdele, som fløj omkring,” fortæller hun.
“Jeg kigger på mig selv i spejlet, og jeg ser arrene på min pande. Jeg er stadig i en proces med at acceptere, at jeg blev ramt. Rent menneskeligt kan jeg ikke lade være med at reagere med vrede og gråd, men dybest set ønsker jeg blot, at retfærdigheden skal sejre.”
Hjælp til at tilgive og blive genoprettet
Laura træder ind over dørtærsklen til katedralen og går hen mod rummets midte.
”De fleste af dem, som døde eller blev hårdt sårede, sad her. Den morgen var den sidste gang, jeg kom til at kysse og omfavne flere af mine kolleger.”
Lauras stemme er anspændt af vrede, og det hører hun også selv:
”Vil I ikke nok bede Gud om, at vi bliver helede, og at vreden i mit hjerte mod de mennesker, som gjorde dette, vil forsvinde? For ærlig talt; det er hårdt at skulle tilgive dem der gjorde det imod os, især når så mange mennesker er sårede eller døde. Jeg har mistet nogle af dem, som var med til at forme mig. Nogle, som jeg hver dag bad sammen med her i katedralen, pludselig lå de dér. Livløse!”
Det er mennesker som Laura, Open Doors’ traumekurser er udviklet til at hjælpe. Uanset om kurserne er korte, intensive kurser eller de består af længevarende ophold på et traumecenter, så er fokusset på at møde ofrene der, hvor de i deres sorg- og helingsproces, og hjælpe dem nogle skridt videre på vejen mod genoprettelse og tilgivelse.
*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager