Når Cho er på rejse, er hans kone og børn på knæ

MYANMAR: Cho tager på ugelange ture til afsidesliggende områder for at undervise og opmuntre kristne, som ofte kommer langvejs fra for at lytte til ham. Hjemme venter hans kone og fem børn, som beder om, at Cho kommer levende hjem igen.

Cho* er en mand med en motorcykel. Han er også en mand med en mission.

Uanset om det er under en brændende sol eller midt i et skybrud; på mudrede veje eller på en smal bjergsti med frit fald til den ene side, kan man se ham og den unge præst Aung Aung i fuld fart på deres motorcykler med en kasse undervisningsmaterialer bagpå – på vej til at mødes med kristne i afsidesliggende områder i Myanmar.

Cho er en af Open Doors’ lokale partnere, og med jævne mellemrum forlader han sin kone og deres fem børn og kører 10-12 timer på motorcykel til vanskeligt fremkommelige steder for at opmuntre og undervise grupper af kristne. Med på turene har han altid en lommelygte – og en machete til at rydde vejen for grene og buskads.

”Men også så jeg kan forsvare mig, bare for en sikkerheds skyld”, joker han.

For Myanmar er stadig et land i borgerkrig, og der er mange checkpoints på vejene – dels militærets og dels oprørernes. Ofte er det teenagedrenge med våben, som bemander disse, og nogle gange er luften tyk af spænding omkring Cho, mens hans identifikationspapirer bliver tjekket.

"Når jeg er af sted, er min hustru altid bekymret for mig," siger han.

"Hun er klogere end mig, så hun forbereder mig og råder mig til at være forsigtig med, hvordan jeg taler, når jeg fortæller om troen på Jesus. Hun siger: Tag afsted hurtigt, og vend hurtigt tilbage - og hun beder for mig hele tiden.”

Forberedelse i stilhed

Chos kone opfordrer også parrets børn til at bede for deres far. Når han er på rejse, siger de nogle gange til deres mor: Gad vide om far er i live, eller om han er død?

Det er ikke kun borgerkrigen, som bekymrer familien. Også vejret kan gøre det farligt at køre på motorcykel til afsidesliggende steder.

"Når det regner, bliver vejene glatte eller mudrede. Nogle gange skal vi krydse floder, sommetider endda om natten. Flodbrinkerne er ofte både glatte og stejle, og så vi er nødt til at trække motorcyklerne op, forklarer Cho.

”Når vi er fremme, bliver vi som regel i fire dage, inden vi igen bruger 10-12 timer på at komme hjem igen. Så hver tur varer omkring en uge.”

Inden Cho tager af sted på en tur, sidder han i stilhed til langt ud på natten for at forberede sig til turen.

”Jeg læser i Bibelen og studerer til ved 23-tiden, og derefter sidder jeg og lytter til Guds stemme, mens min familie sover. Det er kun ved Guds nåde, at vi kan være i sikkerhed under turene,” pointerer han.

De første år rejste Cho alene, men de senere år har han haft Aung Aung med på turene. Cho er hans mentor, og turene fungerer som træning for Aung Aung, samtidig med at Cho bliver aflastet.

”Han er meget intelligent og lærer hurtigt. Så nu har jeg en hjælper, og det er lettere for mig at rejse,” smiler Cho.

Bønner bakker op

Det er ikke kun Cho og Aung Aung, som har været på en lang og besværlig tur, inden de når frem til det sted, hvor de skal undervise. Flere af de kristne, som de mødes med, har også rejst langt for at kunne komme til undervisningen.

"Normalt kommer der kristne fra fire-fem landsbyer, når vi underviser. Når vi alle endelig er nået frem, er der stor glæde, og værterne behandler os så godt, som de kan, og giver os det bedste, de har. Når jeg ser folk smile og ivrigt vente på os, motiverer det mig til at blive ved med at rejse rundt og undervise. Så gør det ikke noget, at rejsen er hård,” fastslår Cho.

Bønner fra Open Doors’ støtter er også med til at holde Cho oven vande, siger han.

"Selvom vi ikke kender dem, som beder for os – og de heller ikke kender os – så bliver vi opmuntret af bønnerne. De beskytter os, bakker os op, driver os frem og får os til at fortsætte. Vi er alle forenet i Kristus, uanset om vi er hvide eller sorte, rige eller fattige, og vi føler forbedernes tilstedeværelse.”

Hjemme igen

Hver gang Cho har været af sted på en tur, sørger han altid for at have noget med hjem til sine børn - eksempelvis brød eller slik. Og så er der fest i hjemmet:

”Når jeg kommer hjem, venter de ivrigt. Vores yngste, en pige, løber hen og krammer mig, mens hun jubler: Far er her! Far er hjemme! Jeg har bedt for dig, far. Jeg bad om, at du ville komme levende hjem.”

* navnet er ændret af sikkerhedshensyn

Artiklen er også udgivet i vores blad i maj 2024