Valget i Indien: Volden raser stadig i Manipur
For et år siden rystede voldelige sammenstød den indiske delstat Manipur. Konflikten lurer stadig, og i forbindelse med valget i Indien er den blusset op igen, og statens kristne efterspørger endnu engang forbøn.
Konflikten udspiller sig mellem den overvejende kristne Kuki-stamme og den overvejende hinduistiske Meitei befolkningsgruppe. I ugerne og månederne efter den 3. maj 2023 døde flere hundrede, og tusindvis blev fordrevet fra deres hjem. Et stort antal kristne er blandt de dræbte og fordrevne, og kirker og hjem i tusindtal blev brændt ned i konflikten.
Læs mere om begyndelsen på konflikten
Volden i Manipur toppede for et år siden, men der har været tilfælde af vold løbende det seneste år. Et af de seneste tilfælde var den 12. april, hvor nye sammenstød førte til, at to kristne fra Kuki-stammen blev dræbt, mens to fra Meitei-samfundet blev såret.
Kun en uge senere – den 19. april i forbindelse med det indiske valg, var der igen tilfælde af vold. På valgdagen angreb hinduekstremister valgsteder, de vandaliserede stemmemaskiner og afgav stemmer på vegne af andre borgere. Sammenstød og affyring af skud nær valgstederne skabte frygt i lokalbefolkningen.
"På valgdagen var der anmeldelser af intimidering af vælgere, blokering af stemmebokse og vold," fortæller Open Doors’ lokale partner Priya Sharma*. "Bevæbnede mænd strejfede omkring ved valgstederne på trods af at sikkerhedsstyrkerne var til stede."
Priya Sharma fortæller også, at videooptagelser viser vælgere, der flygter fra valgstederne, fordi der bliver affyret skud.
På grund af volden blev der afholdt omvalg i Manipur den 22. april, og den oprindelige afstemning blev erklæret ugyldig. Mediet The Hindu rapporterer, at genvalget var mere fredeligt, og at valgdeltagelsen var 81,64%.
På trods af den høje valgdeltagelse viser begivenhederne den 19. april, at situationen i Manipur er meget ustabil.
”Selv ikke en vigtig begivenhed som valget, hvor sikkerheden er høj, blev skånet for ekstremisternes vold. Det understreger situationen i Manipur. Der har ikke været en måned uden anmeldelser om vold,” fortæller Priya Sharma. ”Det gør ondt at se, at et samfund, der engang levede i fred og harmoni, nu er i strid med hinanden på grund af det had, der spredes af ekstremisterne.”
Ifølge Priya Sharma er status efter et år med vold i Manipur, at:
200 kristne fra både Kuki-stammen og Meitei-gruppen er blevet dræbt.
Mere end 1.000 landsbyer er blevet brændt ned.
Mere end 700 kirker er blevet ødelagt og brændt ned.
Omkring 10.000 huse er blevet plyndret og brændt ned.
Mere end 70.000 fra begge sider af konflikten er fordrevet fra deres hjem og bor enten i flygtningelejre eller hos familie i nabostaterne.
Kirken lider
Den ekstreme vold, hvor kvinder er blevet udsat for seksuelle overgreb og mænd er blevet dræbt, har ødelagt familier, kirker og kristne samfund.
Hverken hjem eller kirker er blevet genopbygget gennem det seneste år. I Kuki-dominerede områder lykkedes det de kristne at samles for at fejre påsken, mens Meitei-kristne ikke kunne mødes. Mange Meitei-kristne er blevet truet og bedt om at skrive under på, at de frasiger sig deres kristne tro. Dem, der har nægtet, er i konstant fare for nye overfald.
Meitei kristne længes efter at have fællesskab og mødes til gudstjenester, men det kan ikke lade sig gøre.
"Jeg må mødes med kristne i hemmelighed. Det er nedslående, at vi ikke frit kan mødes og tilbede. Vi er hadet af Meitei-samfundet og ikke velkomne hos Kuki-stammen. Der var engang, hvor Kuki og Meitei levede i harmoni og tilbad sammen, men sådan er det desværre ikke i dag," fortæller Kiran*, der er Meitei-præst i byen Imphal.
Minthang*, en Kuki-præst, blev fordrevet fra sin landsby og så sin kirke og sit hus brænde.
"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville være vidne til en så grusom situation i min stat," siger han. "Vi levede lykkeligt og havde fællesskab med hinanden, men nu er situationen vendt på hovedet. Da volden brød ud, troede jeg, at det ville vare en dag eller to, men den har varet et år, og vi ser fortsat sammenstød og hører lyden af skud og bomber.”
Indiens premierminister hævder, at der på grund af rettidig indgriben fra centralregeringen og statsregeringen er en betydelig forbedring i Manipur. Men kilder på stedet antyder, at det ikke er helt sandt.
"Ironien er, at det kommer fra en leder, der aldrig besøgte staten på det tidspunkt, hvor volden brød ud, og som har forholdt sig tavs," siger Priya Sharma. "Han talte først, da en video af to kvinder, der blev seksuelt overfaldet og slæbt gennem gaderne, gik viralt, og oppositionen fremsatte et mistillidsvotum."
Open Doors’ partnere er til stede
Gennem hele konflikten har Open Doors’ partnere i Indien hjulpet de berørte kristne i Manipur. De har været til stede med forbøn, sørget for basale dagligvarer, givet kristne tag over hovedet, uddelt nødhjælp, startet indkomstgenererende projekter og givet traumebehandling.
"Det er foruroligende at se mit folk lide. Vi forsøger at nå ud til de berørte familier, opfylde umiddelbare behov og yde langsigtet hjælp. Vejene er nogle steder ufremkommelige, og mange organisationer tøver med at rejse ind. Men vi er til stede og rækker ud med hjælp og nærvær," siger Istuti*, en af Open Doors’ lokale partnere.
Open Doors-partnere har hjulpet:
Mere end 6.000 familier med akut behov for blandt andet dagligvarer, sikre boliger, lægehjælp, tæpper, myggenet og cykler.
Mere end 50 familier, som er blevet en del af indkomstgenerende projekter, der kan hjælpe dem med at få en stabil indkomst.
Omkring 30 studerende, der har fået støtte til at betale uddannelsesudgifter.
Omkring 400 personer med traumebehandling.
Mere end 2.200 mennesker, der er blevet trænet i forfølgelsesberedskab.
"Det er en glæde at se, at hjælpen ikke kun er begrænset til ét samfund, men at jeres støtte er lige for alle. I risikerer jeres liv ved at række ud til os, og det giver mig vished om, at vi bakkes op af jeres nærvær og kærlighed,” fortæller Mohan*, en Meitei-præst.
Bed for Indien
Bed om, at tilgivelse må være det dominerende valg i Manipur, og at det må danne grundlaget for, at delstaten kan vende tilbage til det liv, der var før konflikten.
Bed om, at de kristne, som ikke kan forsamles, alligevel må opleve Guds nærvær, og at han må inspirere og give dem mod til at mødes på nye måder.
Bed om, at Guds nåde og kærlighed må nå de ekstremister, der angriber kristne, så de også oplever, hvem han er.