Roses mand blev dræbt midt i corona-pandemien

Rose mistede sin mand 7. april 2020. Hun blev efterladt alene med to børn, og højgravid med en tredje, midt i en pandemi, som ikke efterlod hende mange muligheder.

Rose var fuld af forventning da hun stod op den dag. Hun havde en aftale på sundhedsklinikken, hvor hun skulle til graviditetsundersøgelse. Hun tog afsted, da hun havde forberedt aftensmad til sin mand og de to døtre.

Matthew, Roses mand, var præst i kirken i den landsby, de var flyttet til, da han var færdig med præsteuddannelsen. Som en del af sit arbejde skulle han på vagt om aftenen den 7. april. Sammen med kirkens sekretær var det blevet hans tur til at holde øje med om Fulani-militser ville angribe landsbyen.

”Efter sin vagt var min mand på vej hjem til vores piger, da han lev skudt” fortæller Rose.

Da Rose fik at vide, at hendes mand var blevet skudt, måtte hun se ham en sidste gang. Derfor viste nogle af naboerne hende, hvor han lå.

”Da vi kom hen til ham, havde de allerede gravet hans grav. Mens vi ventede på, at kisten skulle komme, tog jeg mod til mig og krammede ham. Jeg viskede en bøn i hans øre, og så var jeg nødt til at forlade stedet,” sige Rose.

Ingen hjælp til Rose

I Nigeria er det forventet, at en afdød mands familie tager sig af enken og de efterladte børn, men Roses svigerfamilie nægtede at hjælpe hende. De påstod, at det hun var involveret i Matthews død. I stedet for at hjælpe Rose og børnene, konfiskerede de familiens husdyr og den smule mad, som Rose havde.

Samtidig med at Rose mistede sin mand og alt, hvad hun ejede, startede massive nedlukninger i Nigeria.

”Hungersnød ramte landet, og vi havde hverken mad eller penge. Markedet var lukket, så jeg kunne ikke engang sælge noget for at tjene lidt penge. Nogle dage gik vi sultne i seng, men jeg satte min lid til Gud. Vi lever stadig, og det er lidt at et mirakel,” fortæller Rose.

Normalt står kirkerne klar til at hjælpe enker som Rose, men deres økonomi blev også meget påvirket af corona-nedlukningerne. Derfor har der langt fra været hjælp nok til alle dem, som har haft brug for det.

Da regeringen lovede nødhjælp til landets fattigste, skruede Rose forventningerne op, men glæden varede ikke længe.

”Jeg blev glad, da regeringen lovede os mad og nødhjælp, men vi blev overset. Vi har ikke fået det mindste fra myndighedernes nødhjælp,” fortæller Rose.

Sådan er det i hele Nigeria og flere andre steder i Afrika. De kristne kommer bagerst i køen eller får slet ikke del i den nødhjælp, som myndighederne deler ud.

Rose kæmper stadig videre. Hun rationerer maden og beder om, at hjælpen snart må komme.