Troen kostede Taher alt

Den tidligere muslim Taher var klar til at overgive alt til Jesus, da han blev kristen. Og det kom han til – kun livet og sin familie beholdt han. I dag er han og familien flygtet fra Iran og bor i en flygtningelejr i Tyrkiet.

I en lille fængselscelle i Iran læner Taher*, en gråhåret far til to døtre, sig mod den kolde stenvæg og begynder stille at synge. Alt jeg give vil til Jesus, Alt, hvad her jeg kalder mit.

Sangen har han ofte sunget sammen med den huskirke, som han er leder for. Hvert ord, han synger, fylder ham med styrke og fred, og han begynder med en pen at skrive i revnerne i væggen: Bed. Søg. Bank på.

Det smukkeste øjeblik i mit liv

Taher har ikke altid været kristen. Engang levede han som rettroende muslim, men han følte altid, at der var noget, som manglede. Først da hans yngste datter, Farah, blev dødssyg, ændrede tingene sig dramatisk.

”Sammen med min kone, Donya*, opsøgte jeg mange muslimske ledere for bøn og helbredelse, men intet hjalp,” fortæller han.

”Donya var desperat og bad til sidst nogle kristne venner, hun havde, om at bede for Farah. De lagde hænderne på vores datter og bad – og kort tid efter blev hun fuldstændig rask. Det fik Donya til at forlade islam og blive kristen. Jeg var dog ikke overbevist, men prøvede tværtimod at bevise for hende, at kristentroen var falsk.”

Men de kristne, der havde bedt for Tahers og Donyas datter, bad også for Taher, og en nat besluttede han at blive kristen og overgive sit liv til Jesus.

”Det var, som om en byrde faldt af mine skuldre,” forklarer han. ”Det føltes, som om jeg fløj. Det var det smukkeste øjeblik i mit liv.”

Fra den dag var Taher tilhænger af Jesus, og han forpligtede sig til at overgive alt til ham - uden dog at vide, at det netop var, hvad han i fremtiden skulle komme til – ofre alt, undtagen livet, for Jesus.

Jesus var ved siden af mig

“Taher. Du skal komme hjem nu.”

Opkaldet kom fra sikkerhedstjenesten. De var i Tahers hus sammen med hans kone og to døtre, hvor de var i gang med at lede efter beviser på familiens kristne tro. Der var masser at finde, for de elskede at fortælle om deres tro på Jesus.

Da Taher kom hjem, blev han lagt i håndjern foran sin familie, fik bind for øjnene og blev kørt væk i en bil. ”Lige der følte jeg Jesus ved siden af ​​mig, og jeg tænkte på Guds løfter - særligt på ordene fra Salmernes Bog om, at Gud er min klippe og min befrier,” fortæller han.

Den næste uge var Taher spærret inde i en lille celle på to kvadratmeter, og hver nat mellem midnat og klokken 04.00 om morgenen blev han afhørt.

”De gav mig papir og pen og sagde, at jeg skulle skrive navnene på alle de kristne, jeg kendte. Det nægtede jeg dog. For at presse mig, førte de mig på et tidspunkt hen til en celleblok, der var fyldt med mordere og andre hårde kriminelle. Ønsker du at sende din kone og dine døtre derind? spurgte de. Men jeg nægtede fortsat at angive mine kristne brødre og søstre.”

Frafaldne skal henrettes

Under et af forhørene lykkedes det Taher at liste en pen fra forhørslokalet ned i en af sine lommer. Da vagterne havde ført ham tilbage til hans celle, begyndte han at skrive i revnerne på cellevæggene, så det ikke var umiddelbart synligt. Bed, søg, bank på, så får du det, skrev han med henvisning til Matthæusevangeliet 7:7.

”Jeg håbede, at disse ord ville opmuntre andre, som senere ville blive arresteret og befinde sig i den samme celle. Måske ville disse små beskeder give dem mod og styrke til at stå fast under forhørene,” forklarer han.

Da sikkerhedstjenesten erkendte, at de ikke fik noget ud af Taher, løslod de ham mod kaution. Da han nogle måneder senere kom for retten, sagde dommeren:

”Du var muslim, men blev kristen. Din forbrydelse er frafald fra islam, og dommen for frafald er henrettelse.”

Taher bad om tilladelse til at forlade retten i fem minutter for at tale med Donya.

”Hun sagde, at jeg under ingen omstændigheder måtte fornægte Jesus. Jeg pointerede, at det ville få alvorlige konsekvenser og spurgte, om hun ville være med mig til enden, og hun sagde: Til enden – men vi fornægter ikke Jesus!”

”Derefter bad vi om, at Guds vilje måtte ske, og om, at han ville give os styrke. Vi bad også for dommeren og de andre, som arbejdede i retten.”

Følte frihed i fængslet

Da Taher vendte tilbage til retssalen, sagde dommeren til ham: ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg løslader dig. Men hvis du bliver arresteret igen, vil jeg helt sikkert dømme dig til døden.”

”Derefter gik vi hjem - og fortsatte med at forkynde og prædike om den kristne tro,” smiler Taher.

Til sidst blev situationen i Iran dog for farlig for Taher og hans familie. Sikkerhedstjenesten overvågede hvert skridt, de tog, og Taher kunne ikke få arbejde noget sted. Derfor besluttede de at forlade Iran.

I dag bor familien som flygtninge i Tyrkiet – et ekstremt vanskeligt liv. Ligesom tusinder af iranske flygtninge i Tyrkiet har de stort set ingen rettigheder. Det er svært at finde et arbejde, og de ved ikke, hvad der herefter skal ske med deres liv.

Taher er ikke bitter over sin tid i fængsel, og han har tilgivet betjentene fra sikkerhedstjenesten deres behandling af ham. ”Faktisk oplevede jeg, at tiden med Jesus i fængslet, var den virkelige frihed for mig,” siger han. Taher håber også, at de små beskeder, han skrev på  cellevæggen, stadig er der for at tilskynde andre fanger til at søge Jesus og hente styrke hos ham.

Selv om familien har mistet alle deres ejendele, deres hjem, arbejde, venner og familie og endda deres land, har de intet fortrudt. Donya forklarer det med én enkelt sætning:

”Jesus er det hele værd, og efter min mening har vi endnu ikke betalt nogen pris."

Artiklen er også bragt i bladet ‘Hemmelige Kristne’ i august 2021.