Verdens enkleste bøn
I al sin enkelhed har bønnen Gud, hjælp! været en hjælp for Hanna under både flugt, isolation, fængsel og tortur, og hun beder den stadig hver dag for sit hjemland, Nordkorea: Gud, hjælp!
Som en dæmning, der brister. Sådan oplevede Hanna det som barn, når hendes mor bad:
’Hananim! Hananim! Gud! Gud! Hjælp …’
”Det var de eneste ord af hendes bønner, som jeg nogensinde forstod, for derefter væltede ordene ud af hende i et tempo, som gjorde resten uforståeligt for alle andre,” smiler Hanna.
På sit dødsleje sagde Hannas mor til sin familie, at de altid skulle være taknemlige, og at de altid skulle bede.
”Men hun forklarede os aldrig, hvordan vi skulle bede. Hun fortalte mig heller aldrig i detaljer om den kristne tro.”
Mistede kontakten
Hanna blev gift og fik fire børn – tre døtre og en søn. Efter Hannas mor var død, besluttede familien at flygte til Kina.
”Først flygtede vores to ældste døtre. Desværre blev de snydt af menneskesmuglere, som solgte dem til fattige, kinesiske landmænd.”
Da Hanna og hendes mand ikke hørte fra døtrene, rejste Hannas mand til Kina for at lede efter dem - og da Hanna efter et år heller ikke havde hørt noget fra ham, rejste også hun til Kina.
”Jeg fik arbejde på et kinesisk landbrug, hvor jeg var køkkenpige, men jeg fik ikke nogen løn. Jeg havde mistet alt, hvad der betød noget for mig og anede ikke mine levende råd. Derfor begyndte jeg at bede til Gud på den eneste måde, jeg kendte til: ’Hananim! Hananim! Gud! Gud! Hjælp …’”
Arresteret
Til sidst lykkedes det for de fire familiemedlemmer i Kina at finde hinanden, og de to yngste børn blev også hentet fra Nordkorea til Kina.
”Min mand havde familie i Kina, og de tog os med i kirke. Det var første gang, vi hørte om den kristne tro i sammenhæng. Vi havde set troen hos min mor, men uden egentlig at forstå, hvad det gik ud på,” forklarer Hanna.
”Nu forstod vi det, og vi valgte alle at følge Jesus og tro på ham. Jeg blev fyldt af dyb fred og en uforklarlig glæde. Det føltes, som om jeg havde fået noget skidt skyllet ud af øjnene og endelig kunne se Gud – se ham, som min mor havde set ham.”
Efter nogen tid, var de to ældste døtre dog nødt til at vende tilbage til deres kinesiske familier igen – ellers risikerede de at blive angivet til myndighederne. Kort tid efter blev den øvrige familie opdaget af kinesiske agenter, arresteret og sendt til et fængsel i Nordkorea.
Isoleret i små bure
Her blev Hanna og hendes datter installeret i kvindefløjen, mens hendes mand og søn, som stadig kun var en stor dreng, blev placeret i en celle med mænd.
”Igen og igen blev vi afhørt. De slog os voldsomt under afhøringerne. Imellem afhøringerne blev vi tvunget til at knæle i vores celler fra klokken 05.00 om morgenen til klokken 12.00 middag. I al den tid måtte vi ikke sige et ord,” fortæller Hanna.
Under afhøringerne indrømmede Hannas mand, at han var blevet kristen. Derefter blev hvert af de fire familiemedlemmer sat i isolation i nogle små bure, hvor de hverken fik vådt eller tørt, og hvor det var umuligt at finde en stilling at falde i søvn i.
Fanger i isolation gennembankes igen og igen, og Hanna blev gennembanket foran sin datter.
”Alt, hvad min datter var i stand til, var at græde stille – hvilket hun gjorde både dag og nat.”
Uigenkendelig
En dag blev Hanna og hendes datter og kaldt hen på et kontor. De var klar over, at de nu ville få besked om deres videre skæbne.
”Da vi trådte ind på kontoret, var der allerede to mandlige fanger til stede. Den ene var min søn, men den anden kendte jeg ikke. Det viste sig at være min mand. Han var så medtaget af tortur, at jeg ikke kunne genkende ham – og han kunne heller ikke genkende mig.”
”Hans ribben og kraveben var brækkede, så han kunne ikke stå oprejst. Mens vi ventede på at høre, hvad der skulle ske med os, bad vi intenst i vores tanker. Vi frygtede alle, at vi skulle sendes til en lejr for politiske fanger, hvor vi ville dø.”
Endelig fri
Til deres store overraskelse, blev de alle fire frigivet. Den dag i dag ved de ikke hvorfor.
”Men vi er sikre på, at de skyldes Guds nåde. Da vi senere den dag forlod fængslet, frie og glade, sang vi stille en salme. Senere lykkedes det os at flygte endnu engang, og i dag bor vi i Sydkorea,” siger Hanna.
”Tilbage i Nordkorea fik min mor kun lært mig én lille bøn – men jeg beder den hver dag for mit land: ’Hananim! Hananim! Gud! Gud! Hjælp …’”
Artiklen er også bragt i Open Doors’ blad om Nordkorea i maj 2021. Se hele bladet her.