Forfølgelse har et ansigt, og det kan smile

Eksempelfoto fra Sri Lanka

Skrevet af Field Operations, Jan Vermeer

Da 24årige Rebekah kom ind i sin families dagligstue, holdt jeg næsten op med at trække vejret. Hele hendes venstre side og dele af hendes højre side er dækket med tredjegrads forbrændinger. Oven på hovedet mangler hun en stor del af sit hår, så hendes skaldede isse ses.

I begyndelsen virkede hun genert og uvillig til at fortælle. Men da hendes bror talte om hendes søster Verlini, der vågnede påskemorgen klokken 3 for at bede sammen med Rebekah, tog hun pludseligt del i samtalen.

”Hvorfor vågnede hun for at bede?” spurgte jeg, idet jeg vidste, at Verlini døde 6 timer senere.

”Det var meningen, at vi skulle synge en sang sammen, akkurat som vi gjorde søndagen før,” svarede Rebekah stille.

”Husker du, hvilken sang det var?”

Hun nikker, og hun og hendes ældre søster – som ikke blev skadet ved angrebet – begynder at synge. Vi forstår ikke ordene, men det er en sang om Jesus, en sang om det håb, vi har i Ham.

”Hvad husker du fra den dag?” spørger jeg.

”Ikke så meget. Jeg var i bogsalget, og selvmordsbomberen stod lige uden for, da han detonerede bomben i sin rygsæk. Alt, hvad jeg husker, er ild. Ild over det hele.”

Jeg fortæller hende, at hun stadig er smuk, ikke på trods af, men på grund af sine sår. At Paulus fortalte os, at det, der manglede i Kristi lidelse, udfyldte han med sin egen krop (Kol. 1,24). Det eneste, der manglede i Jesu lidelse, var præsentationen. De sår, som Paulus bar, viste, hvor meget Jesus elsker os. ”Det er det samme med dig, Rebekah.”

Hun lader ordene synke ind.

”Hvad er dit håb for din fremtid?” spørger jeg.

”Jeg ønsker at vidne om, hvad der skete med os, og at vidne om, hvem Jesus er.”

Allerede før jeg talte til hende, var Gud allerede i arbejde, hvor han forberedte hende til et arbejde, som rækker langt videre ud end Batticaloa.

Bag Rebekah, på sengen, sidder den 6årige sangskriver, Debbie. Hun ser en del nedad, hvilket er meget almindeligt for blinde mennesker. Debbie mistede ikke alene sine to forældre. Hun mistede også begge øjne. Alligevel, når jeg spørger familien, hvad der holder dem i gang, svarer de alle: ”Debbie.” ”Hun er glæden i vore liv. Hver gang jeg græder, siger hun: ”Græd ikke. Vore elskede er i Himlen.”

”Hvordan kan vi bede for dig, Debbie?” spørger vi.

”Bed Gud om, at Han vil få mig til at se igen. Nu ser jeg kun skygger, men en dag vil Gud give mig mine øjne tilbage.”

Sidste gang, vort team mødte Debbie, kunne hun ikke gå og måtte bæres rundt. Stor er vor forbavselse, da hun kravler ned af sengen for at sige farvel til os. ”Debbie! Kan du gå?” spurgte min makker, Tara.

”Gå?” var der én, der sagde. ”Hun kan danse.”

”Vil du gerne danse, Debbie?”

Hun svarer 'ja'. Èn eller anden tænder for noget musik, og uden øjne, men med en løvindes hjerte, bevæger den lille Debbie sine usikre ben.

Debbie, Rebekah og resten af deres familie har for altid stjålet vore hjerter. De mistede adskillige familiemedlemmer, og to blev handicappet for livet. Men de bliver stærkere og mere modige dag for dag.

Forfølgelse har et ansigt. Det kan være forbrændt og såret. Det kan græde... og det kan smile.