Din støtte hjælper Hawa i Mali videre
Hawa* fra Mali var 40 år, da hun blev kristen. Hendes kristne nabo havde lagt mærke til, at Hawa regelmæssigt var syg. Naboen opfordrede hende til at opsøge en kirke, hvor en præst kunne bede om helbredelse. Hawa begyndte at gå i kirke, og i juli 2022 tog hun beslutningen om at følge Jesus. Siden da er den tilbagevendende sygdom forsvundet.
Beslutningen om at blive kristen har haft betydelige konsekvenser for Hawa, fordi hun er vokset op i en muslimsk familie. Hun er enlig mor, og på grund af sin nye tro, har Hawas storesøster fjernet Hawas tre børn fra hende.
"Min familie accepterer ikke, at jeg er blevet kristen. De har bedt mig om at fornægte Jesus. Mine forældre har efterladt mig alene," fortalte Hawa for nylig til en Open Doors-partner.
Ikke engang Hawas børn støtter hendes konvertering. Hendes ældste datter sender ind i mellem sms'er til hende, hvor hun beder Hawa om at vende tilbage til islam. Hawa ved, at hvis hun holder fast i sin tro, ser hun måske aldrig sine børn igen.
Presset fra familien til at forlade troen på Jesus steg dagligt. Efter at være blevet afvist af sin familie og lokalsamfund havde Hawa kun én mulighed: at flytte væk fra sin landsby - det eneste sikkerhedsnet, hun nogensinde har haft. Hawa forlod sin landsby i august 2022, og en hård proces med at genopbygge livet begyndte.
Mali er et land, hvor det bliver sværere og sværere for kristne at udleve deres tro. Landet er nr. 14 på Open Doors' World Watch List 2024, som hvert år rangerer de lande, hvor kristne er under størst pres. I Mali og andre lande i Sahel-regionen syd for Saharaørkenen angriber islamiske ekstremister regelmæssigt kristne med vold, og mange kristne er blevet tvunget til at forlade deres landsby efter voldelige angreb.
Afrika syd for Sahara er det sted i verden, hvor flest kristne oplever vold eller slås ihjel på grund af deres tro. Det er grunden til, at Open Doors har lanceret den fireårige kampagne ’Rejs dig Afrika’. Kampagnen er et forsøg på at gøre verden opmærksom på den massive vold og på at opfordre kristne til at støtte kirken i Mali, Sahel og i hele Afrika syd for Sahara.
I april 2024 mødte Open Doors-partnere Hawa og gav hende akut støtte. Støtten indebar husleje i et år, medicin, mad og et køleskab, som hun kan bruge til at sælge vand, så hun kan tjene penge. Hawa har også købt stof, så hun kan fortsætte sin syerskeforretning.
Hawa fortalte Open Doors’ partnere, at hun inden deres besøg hver dag græd af frustration over sin situation. Støtten fra Open Doors er en stor opmuntring, som har mindet hende om, at hun ikke er alene i sin kamp.
”Jeg er meget glad – jeg er blevet støttet af Gud. Jeg ved, at jeg har sande kristne brødre og søstre, som står sammen med mig i forfølgelsen. Jeg er ikke alene. Tak for støtten og bønnerne. Nu har jeg ro i sindet. Må Herren velsigne jer i Jesu navn,” siger Hawa.
Hawa beder os om fortsat at bede for hende. ” Bed for mig, så jeg kan bevare min tro,” siger hun. ”Bed om, at mine forældre, gennem mit vidnesbyrd, lærer Jesus at kende. Må Herren udføre dette mirakel i Jesu navn.”
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Mali
Bed om, at Hawa må holde fast i troen, og bed for kristne der, som hende, er blevet efterladt alene af deres familier uden et socialt sikkerhedsnet.
Bed om, at nye kristne i Mali må opleve, at deres familier ser Guds kærlighed gennem dem.
Bed om, at Gud må røre hjerterne på dem, der forfølger kristne, så de også må opleve Ham.