Valgresultat giver håb for Indiens kristne
Indiens befolkning har været ved stemmeurnerne fra den 19. april til den 1. juni. Parlamentsvalget var det største i menneskehedens historie – 960 millioner indere havde stemmeret.
Den 4. juni blev valgresultatet offentliggjort, og det var med et delvist overraskende udfald. Premierminister Narendra Modis parti Bharatiya Janata Party (BJP) vandt, men med betydeligt færre stemmer end meningsmålinger og exit polls havde forudsagt.
For Indiens kristne minoritet bringer valgresultatet håb om en opbremsning af den hindunationalistiske retorik, der har været årsag til den øgede forfølgelse det seneste årti.
BJP vandt 240 ud af de 543 pladser i parlamentet - nok til et flertal, men ikke nok til at danne en regering alene. Til sammenligning vandt BJP 303 pladser ved det seneste valg i 2019. Modi vil sandsynligvis fortsætte som premierminister, men han vil blive tvunget til at invitere andre partier ind i en koalition. Det kan være med til at bremse noget af den ekstremisme, der har været kendetegnende for BJP.
Potentielt gode nyheder
Den tætte kamp mellem to politiske fløje – Modis BJP og oppositionskoalitionen I.N.D.I.A. – viser, at befolkningen i Indien er utilfreds med den nuværende situation i indisk politik.
Open Doors-partner Rahul Reddy* følger indisk politik tæt. Han forklarer, at fremgangen for oppositionen kan være en god nyhed for landets religiøse minoriteter, herunder de kristne.
"I.N.D.I.A.-blokken er blevet en kompetent modstander til regeringspartiet, og partierne har kæmpet helt lige. Nu er der en opposition, der kan konfrontere den nationalistiske regering i tilfælde af tyranni og undertrykkelse," forklarer Rahul Reddy og fortsætter: ”De kan ikke bruge økonomisk pres eller deres politisk allierede til at true modstandere og sende dem i fængsel. Dette valg har været en gave til demokratiet sammenlignet med de seneste to valgperioder. Valget er et klart bevis på begyndelsen på slutningen for hadet.”
Siden BJP kom til magten første gang i 2014, er religiøs intolerance over for kristne og muslimer eskaleret markant. Priya Sharma*, en af Open Doors’ lokale partnere, siger, at hun ikke ser forfølgelsesmønstrene som tilfældige.
"Angrebene på kristne har været meget systematiske og er kun taget til. Præster fængsles på baggrund af falske anklager, kirker lukkes, og mennesker tvinges til at konvertere til hinduismen," siger hun.
Hun fortæller også, at BJP's ideologi har opildnet hinduekstremistiske grupper, hvilket har ført til fysiske overfald, falske beskyldninger om tvangskonverteringer og vold udført af store grupper - ofte med få eller ingen juridiske konsekvenser. Også under valget fortsatte volden med uformindsket styrke, især i regioner som Manipur, hvor ekstremister angreb stemmebokse og myrdede kristne. (LINK)
Kirkerne i Indien var stærkt involveret i valget og bad for dets resultat.
"De kristne tog valget alvorligt, og de fleste af dem stemte og bad om, at det kunne give en form for forandring, for de har oplevet, hvad der er sket gennem de seneste 10 år. De tror på, at uanset hvad resultatet bliver, er det fra Gud, og de vil få styrke og nåde til at håndtere situationen,” fortæller Sharma.
Sharmas opfordring til den nye regering er at genoprette Indiens sekulære karakter.
"Gør Indien til et sekulært land. Det skal være et sted, hvor alle religioner kan sameksistere. Vi har brug at skabe et sikkert sted for mennesker fra alle trosretninger," opfordrer hun. ”Indiens kristne har bedt og fastet meget. De kan nu finde trøst i, at deres bønner delvist er blevet besvaret, fordi BJP ikke har opnået absolut flertal.”
Bliv ved med at bede
Mens valgresultatet tyder på gode nyheder for indiske troende, bør kristne rundt om i verden stadig være opmærksomme på, at tingene ikke pludselig løses for kristne i Indien. Indien er nr. 11 på Open Doors' World Watch List 2024, som rangerer de lande I verden, hvor kristne er under størst pres. Indien vil med stor sandsynlighed stadig have en premierminister, der har fremmet hindunationalistisk politik og omtalt sig selv som "sendt af Gud."
Der er brug for fortsat at bede for Indiens kristne, hvoraf mange risikerer alt for at udleve deres tro.
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Indien
Bed for processen med at danne en regering og om, at den kommende regering vil lede landet med fokus på lighed.
Bed for de kristne fællesskaber i Indien, at Gud må give dem visdom, viden og beskyttelse til at møde det, der ligger forude.
Bed for kristne ledere og præster, så de kan udruste kirken til eventuelle udfordringer, der ligger forude.