Fordrevet, men stærk i troen
Støtte fra Open Doors hjælper præsten Soré til at stå fast i troen, efter voldsomme angreb fordrev ham og hans familie plus 15 andre børn fra deres landsby i Burkina Faso.
Første gang præsten Sorés landsby blev angrebet af islamiske ekstremister, røvede angriberne folk. Anden gang voldtog de kvinderne. Og tredje gang brændte de alting ned til grunden.
Soré havde intet valg: "Vi var nødt til at flygte for at redde vores liv," pointerer han.
Efter at have efterladt et smukt hjem og en blomstrende menighed flygtede Soré og hans kone, Teresa, sammen med deres egne to plus 15 andre børn, som enten var forældreløse eller blevet overladt i deres varetægt. Dermed blev gruppen en del af de to millioner personer, der er blevet fordrevet fra deres hjem af jihadistgrupper i Burkina Faso. Landet har mistet 40 procent af sit territorium, hovedsageligt i nord, til terrorgrupper.
En trøst at smerten og byrden deles
Gruppen var på flugt i fire dage, inden de kom til en flygtningelejr for internt fordrevne personer. Men det kunne ikke lade sig gøre at finde husly til 19 personer, og derfor oprettede de et nyt ly på et stykke øde land.
"Vi var så kede af det, da vi ankom til dette tomme sted," fortæller Soré. ”Der er en gåtur på to kilometer til den nærmeste pumpe med rent vand. I regntiden skyller vand gennem vores provisoriske telt, og det bringer myg og slanger med sig. Og om sommeren er her uudholdeligt varmt.”
Heldigvis står Soré og familien ikke alene. Open Doors’ partnere blev opmærksom på gruppen og kommer nu regelmæssigt på besøg for at opmuntre dem og bede sammen med dem, ligesom de også har haft frø og gødning med, så gruppen nu kan dyrke deres egne afgrøder.
”Det trøster mig virkelig, at I vil bede med os og for os. Vi ved, at I deler vores smerter og byrder og bærer dem frem for Gud,” siger Soré.
”Og den majs, jeg holder i hænderne lige nu, er dyrket med hjælp fra Open Doors. Vi har spist af den i tre måneder nu,” smiler han og fastslår: "Vi er fordrevne, men Jesus er ikke - og vil aldrig blive - fordrevet fra vores liv. En vigtig sandhed om lidelse er, at den aldrig er evig – men det er Jesus.”
Bed
Bed for fordrevne kristne i Burkina Faso.
Bed særligt for Soré, Teresa og de 17 børn og unge, som bor sammen med dem. Bed Gud styrke og opmuntre dem.
Bed også om, at det lykkes for gruppen at få etableret deres egen vandforsyning.
Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2024. Læs hele bladet her.