Millioner af kristne er på flugt i DR Congo
DR Congo er nummer seks på listen over lande, hvor volden mod kristne er værst. Volden forekommer primært i den østlige del af landet, hvor kirkebombninger og angreb mod kristne udført af islamiske terrorgrupper som Allied Democratic Forces (ADF), har drevet millioner på flugt. En stor del af disse internt fordrevne flygtninge er kristne – her møder du tre af dem.
Jonathan
Bor med sin bror i Oicha-flygtningelejren. Resten af familien er blevet dræbt.
Jonathan står med et dyrebart familiefoto i hånden. Det er en påmindelse om lykkeligere tider ... før Jonathans mor, far og de fleste af hans søskende blev myrdet i deres hjem. Nu bor Jonathan med sin 17-årige bror Kambale i Oicha-flygtningelejren.
Kambale er dybt traumatiseret. Han så familien blive dræbt af islamister fra ADF.
”Det er svært for min bror at tale om det,” siger Jonathan. ”Han gemte sig, men han så det hele.”
For brødrene er livet blevet en kamp. Efter skole leder Jonathan efter ad hoc-arbejde og håber, han kan tjene nok til at brødføde sig selv og Kambale.
”Mit åndelige liv har ændret sig, siden mine forældre døde,” tilføjer Jonathan. ”Hvis jeg gik i kirke, ville jeg ikke have tid til at tjene de penge, vi har brug for.”
Bed
Bed for traumatiserede overlevende som Kambale. Bed Gud helbrede og genoprette dem.
Bed om, at Jonathans fysiske behov bliver opfyldt, og at han begynder at gå i kirke igen.
Bed Gud om at give disse brødre en fremtid fyldt med glæde, håb og kærlighed.
Jerome
Flygtede fra sit landbrug med sin kone og døtre, efter at terrorister dræbte hans søn.
Bekymringen står skrevet i Jeromes ansigt. Han ser børn miste respekten for deres forældre i Oicha-flygtningelejren – og der er aldrig mad nok. Men han og hans familie kan ikke tage hjem. De er blandt de 16 millioner kristne i Afrika syd for Sahara, der er fordrevet på grund af voldelig forfølgelse.
”Terrorister dræbte vores søn,” fortæller Jerome. ”Og de brændte min motorcykel og mit hus. At skaff e mad er lige nu vores største problem, og min hustru har ikke mælk nok til vores baby.”
Han tilføjer: ”Det er meget svært at opdrage sine børn her. De efterligner andres dårlige opførsel, og vi har ikke penge nok til at sende vores døtre i skole."
Bed
Bed om, at familiens daglige behov for mad og sikkerhed bliver opfyldt.
Bed for Jeromes døtre – at de får mulighed for at gå i skole.
Bed Gud om at styrke Jeromes tro midt i modgang og forfølgelse.
Deborah
Enke med fem børn, der kæmper for at overleve i Oicha-flygtningelejren.
”De dræbte min mand,” siger Deborah og tørrer tårerne væk fra sine øjne. ”Han var reparatør og sov på sit værksted for at beskytte det. Da jeg ankom, fandt jeg blod overalt; han var blevet slået med en hammer.”
Faren til fem blev myrdet af den islamistiske oprørsgruppe ADF, og Deborah flygtede og bor nu i Oicha-flygtningelejren med sine børn. Men hun er traumatiseret og kan ikke tage sig af sin familie uden hjælp.
”Jeg græder stadig meget,” fortæller hun. ”Jeg er ikke i stand til at udføre noget arbejde. Jeg har ikke styrken til at skaffe min egen mad, så jeg er afhængig af andre mennesker. Jeg lever af nåde. Jeg er blevet en ynkelig person.”
Bed
Bed Gud om at trøste Deborah.
Bed om genoprettelse for Deborah, mens hun deltager i Open Doors’ traumebehandling.
Løft Deborahs børn op for Gud, og bed for deres fremtid.
Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2024. Læs hele bladet her.