To ting, min farfar lærte mig

Af: René Brocelius Ottesen, Generalsekretær

Min farfar og farmor boede og arbejdede på gården Øster Laulund ved Uhre ikke langt fra Brande. De var – på den gode og beskedne måde - stolte over deres gård, deres jord og deres indsats.

Når min farfar fortalte om den tid, så fik jeg det indtryk, at arbejdet var hårdt, jorden mager og Guds velsignelse en nødvendighed. Og Gud velsignede virkelig – ikke bare mine bedsteforældre, men også de børn, børnebørn og oldebørn, de fik.

Jeg husker, at min farfar sagde, at når nu Gud i sin kærlighed havde været så god ved ham, så havde han også pligt til at være god ved andre, som var i nød. Den pligt udlevede han med glæde, og pligten blev en værdi for ham.

Den værdi er jeg blevet præget af hele mit liv. Min farfar opfordrede mig til at være generøs i den kirke, jeg kom i. Og mine egne forældre viste igen med deres eksempel, at et generøst menneskes rigdom ikke afhænger af det beløb, der står på bankkontoen.

Generøsitet, offergaver og penge er ikke noget, vi taler så åbent om i dag, som man gjorde engang, og det er en skam. For dermed får den næste generation aldrig lært to vigtige lektier: Guds velsignelse forpligter, og generøsitet har glæde i sit kølvand.

Derfor vil jeg opfordre til at overveje – ikke om man skal give, men hvor meget … netop fordi det er en glad pligt; ikke en sur og tvungen. Jeg giver opfordringen med stor frimodighed. Som min farfar så mennesker i nød, sådan ser jeg tusinder af mennesker, som lider. Antallet af forfulgte kristne når i de 73 lande, hvor forfølgelsen er værst, samlet set op på 310 millioner mennesker.

Mange af dem har et udtalt behov for hjælp til at få deres dagligdag til at hænge sammen. Og når Gud nu i sin kærlighed har været så god ved os, mon så ikke vi har lyst til også at være gode ved vores forfulgte trosfæller? Der er brug for eksempler som min farfar – og dem ved jeg, at der er mange af blandt Open Doors’ faste støtter. Tak for det!