Hvorfor tillader Gud, at vi udsættes for lidelser?

Efter at være blevet helbredt ved et kristent bønnemøde valgte Jitendra og hans familie, at de ville være kristne, men det ville landsbyen ikke være med til. De forsøgte at presse familien med vold og grov chikane, der satte dybe spor i dem alle.

De andre landsbyboere chikanerede og overfaldt Jitendra og hans familie, så de til sidst måtte finde et andet sted at bo. Hvorfor har Gud tilladt det? Det spørgsmål har Jitendra ofte stillet, og nu har han fundet sit svar.

Spørgsmålet har i lang tid fyldt meget hos 21-årige Jitendra, og det har været alt andet end retorisk. Indtil Jitendra blev 15 år, tilbad han og hans familie de hinduistiske guder, men fordi der var meget sygdom i familien, inklusiv hos Jitendra selv, tog han med en kristen til et bedemøde.

”Selvom jeg havde foretaget mange hinduistiske ritualer, havde det ikke hjulpet noget som helst. Men Jesus helbredte mig øjeblikkeligt. Jeg begyndte at gå i kirke, og senere fulgte min familie med mig,” fortæller han.

Familien holdt op med at ofre til de hinduistiske guder og stoppede med at give penge til de hinduistiske højtider. I Indien betaler hele lokalsamfundet til højtiderne og ritualerne, og kristne kommer ofte i problemer, hvis de nægter at give penge til det. Langsomt, men sikkert, voksede modstanden mod Jitendras familie.

“Landsbyens ældste kom hjem til os for at lægge pres på os. De sagde: ‘I vil blive diskrimineret og endda blive smidt ud af landsbyen.’ Når min mor gik til markedet, blev hun ofte chikaneret og presset af andre kvinder, som spurgte hende; ‘Hvorfor betaler du ikke til vores fællesskab?’”

Landsbyen, hvor Jitendra og hans familie boede, forsøgte at presse dem ud af landsbyen eller tilbage til hinduismen ved at anlægge en losseplads og kloak lige udenfor deres hus. Stanken var så overvældende, at familien ofte mistede appetitten.

Så fik de ældste i landsbyen en idé. De ville lave en forbedring af infrastrukturen i området.

”Det betød, at de etablerede et åbent kloakafløb lige udenfor vores hus. Og snart begyndte folk at smide deres affald i afløbet, endda komøg. Vores hjem blev deres losseplads,” fortæller Jitendra.

For at komme ind i huset måtte familien hoppe over affaldet, der lå og rådnede i solen. Lugten var modbydelig, og orme kravlede ind i huset.

“Nogle gange kunne jeg ikke engang spise. Vi bad for dem, som smed affald i afløbet, men på et tidspunkt blev vi nødt til at indgive en anmeldelse på politistationen,” fortæller Jitendra.

Anmeldelsen gjorde landsbyboerne meget vrede. Da Jitendras mor var alene hjemme, kom folk og brød ind i deres hus og bankede hende. Næste dag blev familien indkaldt til et møde med landsbyens ældste; hvis ikke anmeldelsen blev trukket tilbage, ville de blive smidt ud af landsbyen.

Næste dag ventede nogle mænd på Jitendras far i marken. “Vi kunne høre min far skrige, så jeg løb udenfor for at hjælpe ham. Pludselig greb tre mænd mig bagfra, løftede mig op i luften og kastede mig til jorden,” husker Jitendra.

“En mand tog sine fingre i min mund og trak mig baglæns, mens en anden slog mine ben med en kæp. Jeg troede, jeg skulle dø. Så trak de mig igennem mudderet til afløbet og skubbede mit hoved ned i skraldet. Jeg kunne ikke trække vejret og var sikker på, at jeg ikke ville overleve. Jeg prøvede at slippe fri. På en eller anden måde lykkedes det mig. De blev ved med at slå på mig med kæppe. Længere væk kunne jeg høre min mor skrige.”

Mændene tog af sted. Jitendra og hans far kæmpede sig igennem smerten og tog til politistationen, hvor Jitendra til sidst kollapsede. Han vågnede op på hospitalet.

“Lægen fortalte mig, at mit ben var brækket. En CT-scanning viste også, at en blodåre var bristet. Da jeg lå i hospitalssengen, blev jeg ved med at tænke: ‘Hvordan kan jeg beskytte min familie? Så huskede jeg på, at aftenen inden overfaldet havde jeg stillet mig selv det samme spørgsmål, og jeg blev trøstet af den tanke, at det kun er Gud, der kunne beskytte os. Han ville passe på os under alle forhold.”

Efter overfaldet blev familiens medlemmer hjulpet af Open Doors’ partnere og installeret i en sikret bolig, og man betalte også familiens udgifter til hospitalsbehandlingen.

“Jeg er så taknemmelig og priser Gud for jeres støtte. Jeg ønsker at takke alle de mennesker, som beder for vores familie. Bed om, at vi en dag kan komme tilbage til vores landsby, og at landsbybeboerne vil komme til tro på Gud,” siger Jitendra.

”Hvorfor Gud tillader lidelse, får jeg nok aldrig svar på, men det er også okay for mig. At huske på, at Jesus også har lidt, er tilstrækkeligt for mig. Jeg ved, at Gud aldrig vil slippe eller forlade mig.”