Kirtis tro kan ikke holdes nede

Kirtis* overfaldsmænd tog hendes bibel, hendes mad og hendes mand, men Jesus kunne de ikke tage fra hende. (Billedet er rekonstruktion)

Varige mén efter overfald og en dræbt ægtefælle afholder ikke Kirti fra at fortælle folk i sin landsby om Jesus. Hendes tro er ganske enkelt for stærk til at blive holdt nede.

Kirti* er en ung mor fra et landligt område i Indien. Hun er en af de hinduer, der har fundet den ene sande Gud blandt millionerne, som tilbedes i hendes land. Under en gudstjeneste besluttede hun, at hun ikke længere ville tro på de hinduistiske guder, men følge Jesus. Som for så mange andre kristne i Indien skete det, efter hun ved et mirakel var blevet helbredt fra en invaliderende sygdom.

Efter Kirti blev kristen, tog det kun en uge, før der blev hvisket i krogene i hendes landsby, og rygtet spredte sig: ’Kirti har vendt sig bort fra de hinduistiske guder og følger nu en fremmed gud’. Landsbyens øvrige indbyggere anså konvertering for gudsbespottelse, som kunne fornærme de hinduistiske guder og dermed bringe ulykke over hele landsbyen. Kirti blev derfor sammen med nogle få andre kristne fra landsbyen bragt for ældsterådet på et ekstraordinært møde. Alle landsbyboerne var tilstede.

Kirti er en helt almindelig kvinde i Indien. Hun har ingen uddannelse eller særlige forudsætninger, alligevel havde hun mod til at rejse sig mod en hel landsby og stå fast ved den tro, som havde givet hende så meget mere end hun kunne miste. (Billedet er rekonstruktion)

“Vi fik at vide, at vi skulle holde op med at gå i kirke, ellers ville de slå os,” fortæller Kirti. Nogle af de andre kristne blev bange og lovede, at de ville holde op med at tilbede Jesus. Men Kirtis familie ville ikke fornægte deres tro. Under tre af sådanne møder forsøgte de landsbyældste at true Kirti til at fornægte Gud og genoptage de hinduistiske skikke. “Men vi sagde, at vi aldrig ville holde op med at tro på Jesus,” siger Kirti.

Senere bevæbnede landsbyboerne sig med bambuskæppe ved et nyt møde og truede med vold. Det gjorde Kirti og hendes mand bange, så de indvilligede i at stoppe med at holde gudstjeneste. Men allerede efter kort tid begyndte nogle få kristne igen at mødes hemmeligt i Kirtis hus om søndagen. De bad sammen og sang – stille. Der kom endda en præst fra en anden landsby for at prædike Guds ord for dem. På grund af deres bønner blev en ung mand helbredt. Og den slags er svært at holde hemmeligt i en lille landsby. De ældste i landsbyen fandt ud af, at en var blevet helbredt af den kristne gud, og de opildnede landsbyboere til at straffe de kristne i Kirtis hus.

“De brød ind i vores hus og gennemrodede det for at finde min bibel, og de truede med at dræbe mig, hvis jeg fortsatte med at tilbede Jesus,” husker Kirti. De vrede landsbyboere trak de kristne ud af Kirtis hus og slog dem med stokke, knytnæver og spark. Mens landsbyboerne slog løs på hende, fik hun at vide, at det var hendes skyld, at flere og flere mennesker i landsbyen blev kristne. ‘Forlad Jesus!’ blev der råbt igen og igen.

Til sidst fandt voldsmændene Kirtis bibel, satte ild til den og brændte den for øjnene af hende. Bagefter plyndrede de hendes hus og tog alle hendes madvarer – ris, hvede, grøntsager og sågar hendes høns og geder. Imens blev Kirti ved med at bede: “Gud, red os, hvis det er din vilje!” Til sidst blev landsbyboerne trætte af volden og gik deres vej. De ældste opfordrede gennem en højttaler alle i landsbyen til at samles til et festmåltid. De slagtede Kirtis dyr, tilberedte hendes mad og delte den ud til alle i landsbyen. På den måde spiste de bogstavelig talt Kirtis livsgrundlag.

“Det får du ud af at følge Jesus,” sagde de til hende. Alle landsbyens kristne var blevet såret, men værst gik det ud over Kirti. Hendes rygrad var blevet beskadiget, og det har givet hende varige mén. Alle måtte behandles på sygehuset, og Kirti var indlagt i flere uger.

På dette tidspunkt hørte Open Doors om Kirti og de andre kristne i hendes landsby, og via vores partnere kunne vi yde finansiel støtte til at betale hospitalsregningerne og tilbyde krisehjælp og sjælesorg til denne lille gruppe af modige kristne.

Da Kirtis mand døde, måtte hun selv grave et hul og sammen med en lille gruppe andre kristne begravede de hans krop. (Billedet er rekonstruktion).

Da Kirti og hendes mand vendte hjem, ville ingen i landsbyen tale med dem, og de blev desuden nægtet adgang til byens brønd.

“Jeg måtte gå ud i nattens mulm og mørke for at hente drikkevand,” siger Kirti. Igen holdt de kristne lav profil i et stykke tid, men langsomt begyndte de alligevel at vende tilbage til Kirtis hus for at bede sammen. Det var farligt at trodse forbuddet, og da de ældste i landsbyen fik at vide, at volden og den offentlige udskamning ikke forhindrede de troende i at følge Jesus, blev de rasende.

En nat kom en gruppe mænd til Kirtis hus, og de havde reb med. De bankede på døren, stormede ind og greb fat i Kirtis mand. Kirti prøvede at standse dem. “Hvad gør I ved min mand?!”, skreg hun, men de ignorerede hendes gråd, skubbede hende tilbage i huset og spærrede hende inde. Kirti råbte om hjælp, men der gik mange timer, før en af de andre kristne i landsbyen hørte hende og kom hende til undsætning.

Kirti gik derefter desperat fra landsby til landsby for at finde ud af, hvor hendes mand var blevet bragt hen – og til sidst  fandt hun ham. Hun sneg sig hen for at tale til ham på afstand. Hun var sikker på, at han kunne se hende, men han virkede ude af stand til at genkende hende. Så tog hans fangevogtere ham et andet sted hen, hvor Kirti ikke kunne se ham. Men han var kun hundrede meter væk, og hun kunne høre ham skrige. Til sidst dræbte de ham. Kirti og de andre kristne fik lov til at tage hans lig med sig. Drabsmændene blev hverken anholdt eller retsforfulgt, og ingen udover de andre kristne viste medfølelse over for Kirti.

Da hun vendte hjem til sin landsby, ville de ældste ikke give hende lov til at begrave sin mand på landsbyens kirkegård. Derfor tog hun ham med til et afsides sted uden for landsbyen, hvor hun begravede ham. Nogle få andre kristne sluttede sig til hende for at afholde en lille ceremoni. Efter denne traumatiske oplevelse forlod Kirti og hendes børn landsbyen og flygtede til et krisecenter. Under hendes ophold på krisecenteret fik hun hjælp af Open Doors i form af madvarer, tøj, tæpper, finansiel støtte og sjælesorg. På trods af den ufattelige tragedie, hun har oplevet, er Kirtis tro fortsat urokkelig.

“Jeg har lagt hele mit liv i Jesu hænder”, siger hun. ”Når jeg er ked af det, tænker jeg på Guds ord. Han hjælper mig i alle mine problemer. Jeg kan hverken læse eller skrive, men jeg husker, hvad præsten har lært mig. Mange nyomvendte kristne falder fra på grund af forfølgelsen, men min tro er stærk. Takket være jeres kærlighed og omsorg, er jeg stadig i live og kan fortsætte med at følge Jesus.”

Kirti er i dag vendt tilbage til sin landsby for at vidne om Jesus. Hun siger: “Landsbyboerne forsøger at drive mig væk. De truer ofte med at dræbe mig. Men jeg beder om, at de må få del i frelsen. Jeg tror på, at de vil blive frelst.”

*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn”

Her ses et billede af Kirti taget på en af Open Doors rejser til Indien. Det var en stor oplevelse at møde denne lille kvinde med så stor en tro.