Kaldet er vigtigere end bekvemmeligheden

“De anser kaldet for at være det vigtigste, og lidelsen, diskrimination og forfølgelse får ikke lov til at sætte en stopper for det!”

Kunne vi her i Danmark blive smittet bare lidt af undergrundskirkens indstilling til modstand og svære tider, ville kirker og enkeltpersoner blive sat i brand, mener præst fra en af Open Doors’ partnerkirker.  

 “Lad være med at bede om, at forfølgelsen ophører. Bed i stedet om, at vi må få styrke til at gennemleve den.“ Sådan lød det fra ledere af en række undergrundskirker, da Henrik Kaas, præst i Mariagerfjord Frikirke sidste år var på en rejse arrangeret af Open Doors. 

”Bekvemmelighed og hygge er ofte i fokus i danske kirker, og hvis vi oplever modstand eller svære tider, fortolker vi det alt for ofte som et udtryk for, at vi har gjort noget forkert – eller at Gud har forladt os. Men her mødte jeg nogen, som var villige til at blive stående i det, der er svært – og det gjorde et stort indtryk på mig,” fortæller han. 

”Lederne fra undergrundskirken opfattede det som noget nærmest naturligt, at en discipel af Jesus kommer til at opleve modstand og forfølgelse. Det fik mig til at tænke på den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Boenhoeffer, som talte meget om, at lidelse er et bevis på sandt discipelskab af Kristus.” 

Paralleller til Paulus 

Henrik Kaas ser nogle klare paralleller til apostlen Paulus i den indstilling, han mødte hos undergrundskirken. For selv om Paulus blev forfulgt, stenet, pisket og fængslet med videre, så afholdt det ham ikke fra at udføre den opgave, som Gud havde givet ham.  

”Paulus opfattede ikke modstanden som en stopklods – den blev snarere benzin på motoren i forhold til at fuldføre opgaven. Hans egen bekvemmelighed og ham selv i det hele taget var uendelig ligegyldig i forhold til opgaven, som Gud havde givet ham. Den samme indstilling mødte jeg hos lederne af undergrundskirken,” fortæller Henrik Kaas og giver et konkret eksempel: 

”Flere af dem har dygtige børn, som er blevet forment adgang til uddannelse, fordi deres far er kirkeleder. I Danmark ville vi aldrig finde os i noget sådant - og vi ville heller ikke behøve det – men hos dem koster det virkelig noget, også for børnene, når man adlyder Guds kald.” 

”De anser kaldet for at være det vigtigste – og lidelse, diskrimination og forfølgelse får ikke lov til at sætte en stopper for det.” 

Partnerskab er en gave 

Det ville få stor indvirkning på kirkerne i Danmark, hvis ilden fra undergrundskirkerne rundt om verden også fængede herhjemme, mener Henrik Kaas. 

”Når man, som jeg fik lov til, sidder og lytter til modne kirkeledere i 60-årsalderen, der har tjent i mange år med lidelse og forfølgelse som konsekvens, så bliver man stille. Kunne vi her i Danmark blive smittet bare lidt af det, ville vi se kirker og enkeltpersoner sat i brand – og vi ville se en udholdenhed på et helt andet niveau end i dag, hvor vi har en tendens til at opgive, så snart noget bliver lidt svært,” siger han og konstaterer: 

”Det ville føre til tjenester af en helt anden kaliber.” 

Selv har Henrik Kaas forsøgt at viderebringe det, han oplevede på rejsen, til den kirke, hvor han er præst.  

”Som kirke har vi fået et mere bibelsk perspektiv på at være efterfølgere af Jesus: det handler om noget andet og mere end bare at komme og få det godt. Det handler om at udføre en opgave givet af Gud – og forfølgelse og modstand er nærmest naturligt, opsummerer han. 

”Det perspektiv har vi brug for at blive mindet om. Af den grund er det vigtigt for os at blive forenet med den forfulgte kirke, så vi – ud over at stå sammen med dem – kan blive smittet af deres fasthed og modstandskraft. Derfor er vores partnerskab med Open Doors en gave.”