Uvished om Nordkorea og præsidentens helbred
OBS: Nordkorea har siden udgivelse af denne artikel frigivet billeder af Kim Jong-un under indvielsen af en gødningsfabrik. Det er første gang præsidenten er set siden i live siden d. 11. april. Der er endnu ingen uafhængige meldinger om billedernes datering og ægthed.
”Er Kim Jong-un syg?”
Det er det store og overraskende spørgsmål for alle, der følger situationen i Nordkorea . Det skyldes først og fremmest en rapport fra CNN, der påstår, at USA's efterretningstjenester har informationer om, at den nordkoreanske diktator har problemer med hjertet og efterfølgende har gennemgået en operation.
Nordkorea er det sted i verden, hvor det er mest farligt at være kristen. Landet har de sidste 20 år ligget nr. 1 på Open Doors’ World Watch List, der rangerer de lande, der forfølger deres kristne mest. Hvis kristne bliver afsløret i deres ulovlige tro, bliver de sendt til de notoriske koncentrationslejre i landet eller henrettet øjeblikkeligt.
Men hvad betyder disse nyheder for de 300.000 hemmelige nordkoreanske kristne?
Før vi kan svare på dette spørgsmål, må vi først og fremmest understrege, at der ingen konkrete beviser er på om Kim Jong-un er syg eller ej, men meget tyder dog på, at han har haft problemer med helbredet.
Så lad os se på, hvad vi egentlig ved lige nu?
Selvom Kim Jong-un kun er 36 år, har han et meget dårligt helbred. Han er kæderyger, overvægtig, sukkersyge er arveligt i Kim-familien, og både Kim Jong-uns far og bedstefar døde af hjertekarsygdomme.
Nyhedssiden ”Daily North Korea”, der er baseret i Sydkorea, og hvis nyheder hovedsageligt stammer fra anonyme kilder i Nordkorea, skrev i sidste uge, at Kim Jong-un er alvorligt syg. De skrev, at Mr. Kim den 12. april fik foretaget en stor bypassoperation på Hyangsan hospital, et hospital i Nordkorea, der udelukkende behandler Kim-familien. I artiklen fortælles det, at Kim Jong-un nu er indkvarteret i en villa tæt på hospitalet, der ligger ved foden af Mount Mohvang, nord for den nordkoreanske hovedstad Pyongyang.
Det sydkoreanske styre har via præsidentens øverste sikkerhedsrådgiver i en pressemeddelelse meldt ud, at Kim Jong-un er 'i live og har det godt’. Uofficielt har flere sydkoreanske embedsmænd dog sat spørgsmålstegn ved den udmelding.
Diktatoren har ikke optrådt i TV eller er set siden den 11. april, og hans fravær, bl.a. til hans bedstefar Kim Il-sungs fødselsdag d. 15. april, er meget usædvanligt for den nordkoreanske leder.
Den 26. april meddelte den nordkoreanske avis, Rodong Sinmun, at Kim Jong-un sender en tak til en gruppe nordkoreanske arbejdere. Det er første gang, at der er livstegn fra den nordkoreanske leder, siden rygterne om hans dårlige helbred startede. Der er intet bevis for, at det skulle komme direkte fra Kim Jong-un, men det er overraskende, at det nordkoreanske styre har været stille så længe. Under normale omstændigheder sender de, så snart et vestligt medie skriver noget “negativt”, en propaganda-nyhed for at bevise, at deres leder er rask og uovervindelig.
Når det er sagt, så er det ikke første gang, at den nordkoreanske leder forsvinder for en tid, for så senere at dukke op. I 2014 forsvandt Kim Jong-un fra offentligheden, og et par uger senere dukkede han op med en stok i hånden. I følge nordkoreanske medier havde han fået fjernet en cyste på anklen. Sandheden er dog, at Nordkorea er verdens mest lukkede land, og selv de mest veludstyrede og førende efterretningstjenester er ofte på bar bund, når det gælder informationer om regimets tilstand, gøren og laden.
Forandrer disse nyheder noget for de kristne i landet?
Open Doors forventer ikke nogen stor forandring for de kristne i landet på trods af Kim Jong-un’s formodede sygdom. Så længe al magt i landet ligger hos Kim-familien, vil de kristne med stor sandsynlighed forblive forfulgt og undertrykt. Det skyldes, at Kim-dynastiet ser de kristne som en stor trussel mod deres magt. I år udgav regimet fx propagandafilmen ”Forræderiet ved den antirevolutionære shaman religion og religiøs overtro.” Denne film bruger de til at indoktrinere det nordkoreanske folk imod kristne og shamaner, men den viser også deres frygt for kristne og andre troende. I filmen advares befolkningen særligt mod de hemmelige kristne.
Open Doors vil gennem vores netværk i Kina støtte de kristne alt det vi kan, både i denne situation de står i lige nu og fremadrettet. Vores radioprogrammer, der lyder over landet, er lige nu til stor opmuntring for vores hemmelige brødre og søstre, men Open Doors håber og beder for en forandring i landet, der vil give de kristne mere frihed og bedre levevilkår. Sker dette, står vi klar til at hjælpe dem med de behov de skulle have som folk og kirke.
Hvordan har de nordkoreanske kristne det lige nu?
Vi ved, at de beder intenst lige nu. De beder for undergrundskirkernes sikkerhed, for at coronaepidemien må stoppe, for landets stabilitet og for at der ikke må ske en forøgelse af forfølgelsen af kristne. Frem for alt, så beder de om, at evangeliet må skinne igennem det hele og oplyse Nordkorea.
De fleste afhoppere og flygtninge udenfor Nordkorea er meget bekymrede, særligt pga. COVID-19 og den indvirken det kan have på landet, men også fordi de nu er totalt forhindret i at få kontakt til deres familier. Disse flygtninge beder for sikkerhed for deres familier, der stadig bor i Nordkorea, for at regimet vil ændre sig eller kollapse, og for at den nye regering vil blive mindre kontrollerende og mere åben. De beder om, at de må blive genforenet og for et demokratisk system, der ledes af evangeliet.
Hvordan kan jeg hjælpe Nordkoreas hemmelige kristne?
Du kan bede:
Bed for de hemmelige kristne, der højst sandsynligt snart vil stå ansigt til ansigt med coronavirussen. Det er voldsomt at skulle klare sådan en krise, når man i forvejen lever i et land, hvor man er i konstant livsfare, og hvor hungersnød er normalen.
Bed for de kristne i Nordkorea, som bliver nødt til at tilbede i hemmelighed. Bed for deres sikkerhed, og at de må finde trøst hos Jesus.
Bed om, at regeringen vil åbne op og tillade frihed til at tro.
Bed om helbredelse af Kim Jong-un. Bed om, at Gud må røre hans hjerte, og at han vil angre og søge frelse.
Du kan støtte:
Open Doors leverer nødhjælp til Nordkorea via samarbejdspartnere. Vi leverer mad, medicin, værnemidler og bibler. Din støtte til dem vil ikke blot hjælpe dem fysisk, men den giver håb, for så mærker de, at de ikke er alene, at der er nogen, der husker dem.