Vil du være med til at hjælpe millioner af fordrevne kristne i Afrika?

Open Doors har netop taget hul på andet år af den fireårige kampagne ”Rejs dig, Afrika”, hvis formål er at styrke kirken i Afrika syd for Sahara. Første år var der fokus på unge kristne – andet år gælder det internt fordrevne kristne, som der er flere end 16 millioner af.

Sidste efterår skød Open Doors en fireårig kampagne kaldet ”Rejs dig, Afrika” (Arise Africa) i gang. Formålet med kampagnen er at styrke kirkerne i Afrika syd for Sahara, hvor volden mod kristne er alarmerende høj, samt at gøre det globale samfund opmærksom på problemet, så der bliver grebet ind mod volden.

I kampagnens første år var der fokus på unge kristne – andet år gælder det internt fordrevne kristne. Open Doors anslår, at omkring 34,5 millioner personer i Afrika syd for Sahara er blevet fordrevet som følge af vold og væbnede konflikter; af dem er mindst 16,2 millioner kristne. For en stor del af disses vedkommende spiller deres tro en rolle i fordrivelserne, selv om der også findes en række andre årsager.

Alt dette betyder, at adskillige hundredtusinder af kristne lige nu bor i interimistiske flygtningelejre, hvor det er en kamp blot at klare hverdagen. Rent vand, mad, medicin, skolegang og sikkerhed er der typisk mangel på – derfor har Open Doors’ partnere et stærkt fokus på nogle af disse ting.

Målet er at tidoble hjælpen inden 2027

I 2022 hjalp Open Doors 400.000 kristne i Afrika syd for Sahara. Målet er at tidoble det tal i løbet af kampagnens fire år, så fire millioner kristne har fået hjælp i 2027. Ud over at hjælpe fire millioner kristne frem mod 2027 er visionen for kampagnen blandt andet:

  • at alle kristne familier i Afrika syd for Sahara, som er blevet direkte påvirket af vold, får hjælp (fysisk, følelsesmæssigt, åndeligt)

  • at den globale kirke forenet og engageret beder for og giver hjælp til kristne i området samt råber op om volden mod kristne

  • at medier vedblivende rapporterer om volden mod kristne i området

  • at civilsamfundet i området står sammen og adresserer den ekstreme vold mod kristne.

En million bønner og underskrifter

Den norske pendant til Dansk Flygtningehjælp, Flyktningehjelpen, har lavet en oversigt over de mest oversete kriser med internt fordrevne rundt om i verden. Ni ud af 10 af disse kriser er i subsaharisk Afrika. Hverken medier eller politikere har den helt store opmærksomhed på kriserne, hvilket får Flyktningehjelpen til at konkludere, at ligegyldighed er blevet den nye normal (se rapporten på nrc.no).

Afrikanske kirker har taget initiativ til at udfordre denne mur af ligegyldighed ved at sætte en indsamling af en million bønner og underskrifter på en støtteerklæring i gang. Resultatet af denne indsamling skal præsenteres for Den Afrikanske Union, FN og andre internationale organisationer samt nationale regeringer verden over i slutningen af 2026.

Open Doors bakker op om dette initiativ ved at opfordre alle vores støtter til at skrive under på erklæringen samt at bede for initiativet. I samarbejde med en nigeriansk kunstner har vi fået lavet et forbøns- og retfærdighedstræ – en jernskulptur – hvor der på bladene er skrevet bønner fra Open Doors’ støtter. Idéen er, at træet kan rejse verden rundt og placeres foran parlamenter og andre indflydelsesrige steder som en fysisk manifestation af den afrikanske kirkes lidelser.

Træet findes også i en digital version, og det er her, at Open Doors’ støtter kan indsende bønner samt deltage i underskriftsindsamlingen (se mere på side 7) – og måske også opfordre familie og venner samt kirke, hjemmegruppe mv. til at deltage.

Såret, men robust

”Rejs dig, Afrika” ønsker at udruste den subsahariske kirke til at forblive en stærk og selvsikker stemme for Jesus, uden frygt for intimidering. De mange, mange tilfælde af vold har efterladt området med dybe flænger i form af fødevareusikkerhed, traumer, fattigdom og desperation. Men kirken i disse områder er ikke kun såret – den er også robust. Afrikanske kristne beder Open Doors og vores støtter om at opmuntre dem og hjælpe dem med at stå stærkt for Jesus, så de kan fortsætte med at være salt og lys på steder, hvor forfølgelsen er mest ekstrem. De beder om vores hjælp til at stoppe volden og starte helbredelsen.

Vil du være med?

Forbøns- og retfærdighedstræet

Med inspiration fra det stedsegrønne kamfertræ, Nigerias nationaltræ, har den 22-årige nigerianske kunstner Asiegbu Collins skabt en unik skulptur i metal.

Kamfertræet har særlige egenskaber, der spejler den forfulgte kirkes oplevelser. Det vokser på buskads, klamrer sig til livet, når andre træer er visnet og døde. At se et kamfertræ blomstre på ødemarken er et billede på den store udholdenhed og modstandsdygtighed i den afrikanske kirke.

Træet udsender også en kraftig duft af kamfer, når dets blade knuses. Det er en påmindelse om, at afrikanske kristne, selv under ekstrem forfølgelse, fortsætter med at følge Jesus med mod. Deres tro og håb er et stærkt vidnesbyrd.

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2024. Læs hele bladet her.

Læs mere om forfølgelse af kristne i Afrika syd for Sahara.