Militærkuppet i Niger kan åbne for islamiske ekstremisters angreb

Fredag den 28. juli erklærede lederen af præsidents vagter sig som ny leder i Niger. Militærkuppet åbner for flere angreb fra islamiske ekstremister i Niger, mener en af Open Doors’ eksperter. Illia Djadi er oprindeligt fra Niger og arbejder i dag for Open Doors. Han mener, at kuppet markerer ”en ny æra af usikkerhed, hvor radikale grupper kan udnytte ustabiliteten.”

Kuppet startede den 26. juli, hvor præsidentens eget vagtværn tilbageholdt præsidenten. To dage senere erklærede vagtværnets leder, general Abdourahmane Tchiani, sig som Nigers nye leder. Da Tchiani præsenterede sig som landets nye leder, forklarede han, at årsagen til kuppet er, at der er brug for forandringer i Niger, så man undgår en løbende og uundgåelig død.

Illia Djadi er overrasket over udviklingen, fordi Niger ind til nu har skilt sig ud fra de omkringliggende lande.

”Jeg er virkelig ked af det, for det var en uventet udvikling. Niger har været en oase af fred i en ustabil region. Selvom landet har været omringet af sikkerhedstrusler, har det været det eneste land i område, som har holdt et vist niveau af sikkerhed. Der er tusindvis af flygtninge i Niger, fordi de føler sig sikre der,” fortæller han.

Niger er langt fra det første land i den del af Afrika, hvor militære magter har væltet landets ledere.

”Niger slutter sig til en gruppe af lande, som er militært ledet. Det er en slags dominoeffekt. Mali, Burkina Faso, Guinea, Chad og nu Niger. Hvem bliver de næste? Enhver politisk usikkerhed gavner islamiske grupper. De har fordel af politisk ustabilitet,” forklarer Illia Djadi.

Demonstranter i Nigers hovedstad, der støtter kuppet, har brændt franske flag og kastet sten mod den franske ambassade. Protesterne er et eksempel på den stigende vrede mod vesten og alt vestligt, som ses flere steder i Vestafrika. I Niger ser man kristendommen som en vestlig religion, og derfor er kristne også i skudlinjen for vreden mod vesten.

Bed for Niger

  • Bed om, at militæret må kunne holde islamiske ekstremister i skak.

  • Bed om visdom til de kristne, som skal navigere i en ny usikkerhed.

  • Bed om at Nigers nye ledere må acceptere den kristne minoritet i landet.