Kristen i Bangladesh: "Vi lever med frygten hver dag"

Bangladesh_2019_0380108134_nyhedsbrev.jpg

I Bangladesh går en kristen familie rundt med frygt og dødstrusler hver eneste dag. Deres historie er ikke enestående, for der lever tusindvis af kristne i Bangladesh med den samme frygt og de samme trusler.

Familien i Bangladesh bliver chikaneret af deres naboer. En gruppe lokale muslimer forfølger familien, når de går til og fra kirke, og de er blevet tvunget til at tage deres børn ud af lokalt Children’s Centre, som Open Doors støtter.

”De holder øje med os hver dag, og de udspørger os om, hvad vi laver, og hvor vi tager hen, og de følger efter os – selv når vi bare skal på arbejde,” fortæller Ratna om sin families oplevelser.

I december tog forfølgelserne til da familien var på vej hjem fra et julearrangement i kirken og blev stoppet af en gruppe muslimer fra deres landsby. Familien fik dødstrusler, og de fik at vide, at det ville have en høj pris, hvis de ikke ville følge ordrerne fra den muslimske gruppe.

Familien har været vant til presset fra deres landsby, fordi de har valgt at forlade islam, men med dødstruslerne og den konstante overvågning når forfølgelserne et nyt niveau.

”Den nye situation er mere end vi kan håndtere. Vi bliver truet, og vi lever md frygten hver dag,” fortæller Ratna.

Familiens børn har i en periode været på et Children’s Centre, som Open Doors støtter. Det har givet børnene mulighed for at få lidt ro, og for at gå i skole i trygge rammer. Som et led i forfølgelsen blev familien tvunget til at hente børnene hjem.

Vores partnere på centeret fortæller, at børnene var kede af at forlade dem. Medarbejderne er bekymrede for, hvor og hvordan børnene skal fortsætte deres skolegang. Forældrene kan vælge imellem at sende børnene i en muslimsk skole med undervisning i islam eller at holde børnene hjemme, så deres skolegang stopper nu.

Bed for Bangladesh

  • Bed for Ratna og for familien.

  • Bed om forsoning mellem kristne familier og deres muslimske naboer i Bangladesh.

  • Bed for de muslimer, som synes, at det er nødvendigt at chikanere og forfølge deres kristne naboer.