Håndværk og håb: Kvinders vej til fremtiden
Ani sidder i en grå sofa. En rynke i hendes pande afslører, at hun arbejder koncentreret. Hun tæller stille stingene, når hun trækker nålen gennem det hvide stof i hendes hånd. Hun arbejder på et broderi, som hun forhåbentlig kan sælge.
I Aleppo i Syrien, hvor Ani bor, har mange familier brug for en ekstra indkomst for at overleve. Et årti med borgerkrig har svækket Syriens allerede pressede økonomi. Så da Open Doors' partnerorganisation tilbød Ani et lån, brugte den 39-årige mor til to pengene til at starte en virksomhed. Det er seks måneder siden, hun begyndte.
”Jeg arbejder for at vi kan leve, og jeg har den luksus, at jeg kan være hjemme og hjælpe min familie,” siger hun og smiler. ”Når mine døtre tager i skole, fokuserer jeg på mit arbejde.”
Under krigen i Syrien blev Anis datter Maria hårdt såret, da deres hus blev rystet af beskydningerne i Aleppo. Som så mange andre syrere kæmpede familien for at overleve og blive i Aleppo. Sako, Anis mand, sætter ord på den smerte enhver forælder, der ikke har mulighed for at give deres børn et bedre liv og flere muligheder, oplever.
”Livet i Syrien i dag er hårdt. Følelsen af ikke at være i stand til at give alt for dine børn er tortur,” siger han.
Heldigvis betyder Anis nye virksomhed, at parret begynder at kunne give deres børn mere af det de drømmer om.
”Når jeg hører om en udstilling, begynder jeg at forberede designs og kunsthåndværk, som jeg kan sælge der. Den seneste udstilling var en succes – jeg solgte næsten alt,” fortæller Ani.
Succesen betyder, at Ani og Sako er begyndt at lægge penge til side til at betale for døtrenes skolegang, og en del af overskuddet fra den seneste udstilling har de brugt til at købe skoleudstyr til det næste år.
På grund af støtte fra kristne som dig, kan Anis familie og mange andre som dem nu blive i Syrien og være kirke i deres lokalsamfund. Med den ekstra indtægt fra et lån til små virksomheder har hundredvis af familier i Syrien nu fået luft i deres økonomi.
’Jeg takker Gud for alt, hvad han gør i mit liv’
Ani er blot ét eksempel på, hvordan Open Doors hjælper kristne kvinder med at starte små virksomheder, så de kan forsørge deres familier i vanskelige situationer.
Fem tusind kilometer fra Ani i Aleppo måler Nura* stof til en kjole i sit værksted i Comorerne. For et par år siden fik den 52-årige mor hjælp til at starte et lille skrædderi. Det betyder, at hun har kunnet skabe et hjem til sig selv og sin 23-årige datter. Et hjem som de desperat havde brug for.
For otte år siden forlod Nura islam for at følge Jesus. En ven introducerede hende til Bibelen og delte evangeliet med hende. På Comorerne er kristne, der har forladt islam, tvunget til at skjule deres tro, selv for deres familie. Da Nuras mor opdagede hendes nye tro, afviste hun sin datter og smed Nura og hendes datter ud af familiens hus. Familien gjorde alt for at overbevise Nura om at vende tilbage til islam, men hun holdt stædigt fast i sin nye tro.
I 2017 tilbød Open Doors’ partnere erhvervsuddannelse til forfulgte kristne i landet, og Nura lærte at sy og lave tøj. Efter uddannelsen fik Nura et lån, så hun kunne starte sin virksomhed.
”Med lånet kunne jeg købe en symaskine og stof. Med det kan jeg lave traditionelle dragter til kvinder. Nogle køber stof gennem mig, og andre medbringer deres eget, så jeg kan sy for dem,” fortæller Nura. ”Livet bliver bedre og bedre, og min datter og jeg lever godt. Så jeg takker Gud for alt, hvad han gør i mit liv.”
Et gruppeforetagende
I Sudan mødtes en gruppe på 115 kvinder for at modtage undervisning, som gør dem i stand til at forsørge deres familier.
Vores lokale partnere sørgede for, at gruppen efter undervisningen har fået seks symaskiner, 15 pastamaskiner og et mikrolån på 14.000 kr., så de sammen kan starte en virksomhed.
Glæden blandt de sudanesiske kvinder er ikke til tage fejl af. Med mikrolån, maskiner og uddannelse på plads gav de sig til at prise Gud. For selvom det var mennesker, der udførte velsignelsen, ved kvinderne, at det er Gud, der har sørget for, at de nu får mulighed for at forsørge deres familier.
Se deres gudstjeneste her:
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn
Bed for forfulgte kristne kvinder
Tak Gud for, at han giver kristne som Ani, Nura og kvinderne i Sudan bedre levevilkår.
Bed om, at Open Doors’ partnere får mulighed for at hjælpe endnu flere kvinder til at forsørge deres familier.
Bed om, at glæden må skinne fra kvinderne, så flere lærer Gud at kende gennem dem.